Middelfart bedst til at få flygtninge i praktik

Et målrettet samarbejde mellem Middelfart Kommune og de lokale virksomheder gør, at Middelfart ligger i top med hensyn til at skaffe flygtninge i virksomhedspraktik eller løntilskud.

59,7% af flygtninge og familiesammenførte i Middelfart er kommet i virksomhedspraktik, mens landsgennemsnittet er på 31,2%.

4,7% af flygtningene er i løntilskud. På landsplan er tallet 3,6%.

Forklaringen på Middelfarts gode resultater er blandt andet, at kommunen har ansat fire virksomhedskonsulenter.

De har besøgt 250 virksomheder og indgået partnerskaber, der både skal bidrage til integration og dække virksomhedernes behov for arbejdskraft.

- Vi bliver godt modtaget på virksomhederne. De vil rigtigt gerne være med til at løfte opgaven. På den måde er vi privilegerede i Middelfart, siger projektleder på integrationsindsatsen, Helle Dover.

Partnerskaberne mellem kommunen og virksomhederne indebærer blandt andet, at kommunen stiller tolke til rådighed og tilbyder uddannelse i integration samt konsulentbistand til at hjælpe virksomhederne med at løfte de opgaver, det medfører at ansætte mennesker med et andet sprog, og som ikke kender kulturen og arbejdsmarkedet.

Målet er, at så mange flygtninge som muligt på sigt skal i almindeligt arbejde.

Oversigt

    Oversigt