I det fynske folks tjeneste

Middelfart Boldklub ansætter direktør på fuld tid

Middelfart Boldklub sluttede i bunden af 2. division gruppe 2.

Efter en svær og hård start satser 2. divisionsklubben på sportslig udvikling med direktør på fuld tid.

48-årige Lars Peter Hermansen bliver ansat som direktør på fuld tid i Middelfart Boldklub efter nytår, oplyser 2. divisionsklubben i en pressemeddelelse.

- I oktober 2015 ansatte vi Lars Peter Hermansen som direktør for Middelfart Boldklub på en deltidsaftale, og vi har nu sammen fået udviklet virksomheden så meget, at vi kan ansætte Lars Peter som direktør på fuld tid fra 1. januar 2017, og det er vi meget glade for, siger bestyrelsesformand Per Jørgensen.

Dermed satses der stort i den vestfynske divisionsklub, der skal udvikle sig sportsligt og kommercielt.

Bøde og pointstraf

Det sker efter flere uheldige sager i Middelfart Boldklub. I sidste sæson fik klubben fratrukket 24 point og idømt en bøde på 200.000 kroner for at have overtrådt DBU’s amatørbestemmelser.

- Middelfart Boldklub er efter en svær og hård ”fødsel” nu på rette spor både sportsligt og økonomisk, og da vi er den eneste divisionsklub på Fyn, som kan tilbyde spillere DBU-kontrakter og et træningsmiljø, hvor der trænes fire gange om ugen, tror vi på, at vi har et setup, som er attraktivt for de spillere, der har ambitioner, og som vil noget med deres fodbold, siger Lars Peter Hermansen.

Læs også 19 spillere på Middelfart G & BK straffet med karantæne

Middelfart har i efteråret spillet med i 2. division gruppe 2, hvor det blev til en syvendeplads foran FC Svendborg,  men vestfyboerne sluttede dårligere placereret end lokalrivalerne Dalum, Marienlyst og Næsby. 

Lars Peter Hermansen kom til Middelfart Boldklub i efteråret fra en stilling som salgschef i konkurrenten Marienlyst. Han har tidligere været aktiv divisionsspiller i B 1909. 

Ved du noget? Så send os et tip