Erhvervsvenlighed: Middelfart bider sig fast i toppen

Ny undersøgelse fra Dansk Industri viser, at Faaborg-Midtfyn, Nyborg og Langeland alle er blevet mere erhvervsvenlig. Kerteminde og Ærø skraber bunden.

De kan godt finde champagnen frem i Middelfart. Kommunen befinder sig nemlig nu blandt landets fem mest erhvervsvenlige kommuner.

Dermed kan Middelfart kalde sig Fyns mest erhvervsvenlige kommune. I hvert fald, hvis man tager udgangspunkt i Dansk Industris årlige undersøgelse af erhvervsvenligheden i landets kommuner, som netop er offentliggjort.

- Det er en stor præstation, at Middelfart har bidt sig fast i toppen af undersøgelsen. Sidste år lå kommunen på en tiendeplads, og nu er de i top fem. Det er godt, at Fyn har en kommune i toppen af undersøgelsen, som kan vise de andre fynske kommuner, at det godt kan lade sig gøre at være blandt de bedste, siger Poul Strandmark, formand for DI Fyn.

Men der er også tabere blandt de fynske kommuner i årets erhvervsklimaundersøgelse. Ærø og Kerteminde skraber begge bunden. De placerer sig henholdsvis på en 94. plads og 93. plads. 

Særligt i Kerteminde har de grund til at ærgre sig. For mens Ærøs 94. plads faktisk er en forbedring på en enkelt placering i forhold til sidste år, er Kerteminde med sin placering som nummer 93 rykket hele 44 pladser tilbage på listen.

96 af landets 98 kommuner har valgt at deltage i undersøgelsen. Kun Fanø og Anholt deltager ikke. Samlet set har 7.299 virksomheder inden for Dansk Industris brancher, bl.a. produktion, transport, fødevarer, engroshandel og service deltaget i undersøgelsen i år. 

 

Årets overraskelse
Det er dog ikke kun i Middelfart, de kan glæde sig over et flot resultat. Blandt de fynske kommuner overraskede Faaborg-Midtfyn positivt som årets højdespringer.

Med et spring på 32 pladser op af listen, placerer Faaborg-Midtfyn Kommune sig nu som nummer 39.

Den fremgang er kommunen ifølge Poul Strandmark ikke kommet sovende til.

- Man har fjernet byggesagsgebyret, og har meget korte sagsbehandlingstider på byggetilladelser. Kommunen har ingen dækningsafgift, som er en særlig afgift på virksomhedernes bygninger. Borgmesteren og de ledende embedsmænd har været på mange virksomhedsbesøg for at tage dialogen med erhvervslivet, siger han.

Også Nyborg har taget et pænt spring op af listen. Her er de gået 28 pladser frem og placerer sig således som nummer 53. Også Langeland har forbedret sig markant med et spring på 24 pladser op til plads nummer 62.

- Det glæder mig, at vi i år har hele tre kommuner, som tager et højt spring på Fyn. Men bortset fra Middelfart, som er meget orienteret mod Trekantområdet, har Fyn ikke nogen kommuner, som er med i toppen af undersøgelsen, og det er ærgerligt. Fyn skal gå foran, også når det gælder rammer for erhvervslivet, siger Poul Strandmark.

Hårdere konkurrence
I Odense er virksomhederne blevet en lille smule mere tilfredse med erhvervsklimaet, men paradoksalt nok er kommunen alligevel rykket ned ad listen i år. Kommunen placerer sig som nummer 74 ud af i alt 96 kommuner. Det er en tilbagegang på syv pladser i forhold til sidste år.

Det er der dog ifølge DI Fyns formand en naturlig forklaring på.

- Konkurrencen blandt landets kommuner om at have et godt erhvervsklima er benhård. Ligesom Odense gør de fleste kommuner en stor indsats for at forbedre vilkårene for virksomhederne, og det får tilfredsheden til at stige over hele landet. Derfor ser vi nogle kommuner falde ned ad listen, selv om virksomhederne faktisk er blevet mere tilfredse, siger Poul Strandmark.

 

 

Sådan placerer de fynske kommuner sig i årets erhvervsklimaundersøgelse

 

Oversigt

    Oversigt