I det fynske folks tjeneste

Middelfart fyrer skolechefen

Middelfart Kommune har fyret skolechef Pia Werborg efter sagen om syv videoer, som den nu tidligere skolechef sendte til kommunens lærere.

Pia Werborg er blevet fyret som skolechef i Middelfart Kommune.

Det bekræfter kommunen overfor TV 2/FYN.

- Vi har indledt en fratrædelsessag og skolechefen er blevet fritaget. Mere ønsker jeg ikke at sige, da der er tale om personalesag, siger kommunaldirektør i Middelfart Kommune, Steen Vinderslev.

Pia Werborg selv har heller ikke lyst til at tale om sagen.

- Jeg er ked af det og har ingen kommentarer, siger Pia Werborg til TV 2/FYN.

Den nu tidligere skolechef kom i strid modvind, efter hun lavede syv videoer om sit syn på fremtidens skole i Middelfart.

I videoerne beskriver Pia Werborg blandt andet, hvordan borde og stole skal være opstillet i klasserne, at årsskemaer afløses af kvartalsskemaer, at lærernes pause gøres fleksible, så de ikke nødvendigvis holder pause samtidig.

Hun beskriver også, at begrebet "superlærer" skal accepteres, hvor for eksempel en musiklærer kan arbejde på tværs af skoler og kommunegrænser og at begrebet "en skole, en leder" skal tænkes nyt, så man også her kan have ledelse på tværs af skole og kommunegrænser.

Videoer som oplæg 

Pia Werborg holdt tidligere et mundtligt oplæg med samme indhold for skoleledere, bestyrelsesformænd og tillidsfolk. Hun valgte efterfølgende at optage det på video og sende det til skolerne.

For skolechefen var videoerne, som tilsammen varer 37 minutter, et forsøg på at inspirere til debat, men da videoerne begyndte at cirkulere mellem de 400 medlemmer af lærerkredsen, kom reaktionerne.

Og de var ikke alle sammen positive.

- Mine medlemmer er blevet fortørnede og overraskede, og mange også chokerede og vrede, over, at deres arbejde er blevet fremstillet på den måde, som det gør, siger Mads Alnor, der er formand for Vends Herreds Lærerkreds i Middelfart.

Hvad er det for en måde, de føler, de bliver udstillet på?

- Af videoerne fremgår det, at lærernes arbejde er båret af tradition og vanetænkning, og det er altså i høj grad ikke det, der er tilfældet ude på den enkelte skole, siger Mads Alnor.

Hvad er det for eksempler, der har vakt harme?

- Eksempler på den måde, man tror lærerne arbejder på, ikke stemmer overens med den virkelighed, der er, siger Mads Alnor.

Klagebrev

Lærere og børnehaveklasseledere på Strib Skole sendte Pia Werborg et brev, hvori de blandt andet skrev:

"Vi skriver til dig, fordi vi slet og ret føler os krænkede over den måde, du direkte eller indirekte beskriver vores arbejde på. Et arbejde, som vi hver dag forsøger at gøre så godt som overhovedet muligt indenfor de rammer, der er os givet."

Brevet blev senere fulgt op af et tilsvarende brev fra alle lærere i Middelfart Kommune.

Den reaktion fra lærerne fik Pia Werborg til at undskylde for videoerne.

- Jeg kan kun beklage, at jeg har lavet noget, som kan opfattes sådan, sagde Pia Werborg til TV2/Fyn i forbindelse med sagen.

- Jeg har stor respekt for lærernes arbejde og kan se, hvordan vi i vores seneste kvalitetsrapport skaber resultater både på trivsel og læring, sagde Pia Werborg.

Men en undskyldning har altså ikke været tilstrækkeligt, og nu er Pia Werborg altså færdig som skolechef i Middelfart Kommune. 

TV 2/FYN har indtil videre forgæves forsøgt at få en kommentar fra Pia Werborg.

Herunder kan du se et to uger gammelt interview med Pia Werborg, fra da sagen om de syv videoer kom frem:

02:24 Luk video

 

Ved du noget? Så send os et tip