Budgetforslag sendt i høring: Middelfart Kommune prioriterer kernevelfærden

Efter et møde i økonomiudvalget er budgetforslaget for 2020 i Middelfart Kommune sendt i høring. De vil nemlig gerne høre, hvad borgerne tænker.

Økonomiudvalget har taget direktionens budgetforslag for 2020 i Middelfart Kommune uden at forholde sig til de indholdsmæssige punkter og sendt det i høring.

-  Vi vil meget gerne høre borgerne, hvad de tænker om forslagene, inden vi går i gang med at lave forhandlinger og dømmer, om det ene forslag er bedre end det andet, siger borgmester i Middelfart Kommune, Johannes L. Jensen (S).

Kernevelfærden i fokus

Direktionen har valgt at sætte ekstra penge af til skoler, ældre og små børn. Johannes L. Jensen forklarer, at det også har været et af de vigtigste fokuspunkter i byrådet.

- Vi har givet det klare signal til direktionen, at vi vil prioritere kernevelfærden. Det handler om vores skoler, og om, at der er flere børn, der skal passes de kommende år i vores daginstitutioner, og så handler det om at skabe nogle bedre rammer for de ældre og aktiviteter på plejehjemmet, fortæller Johannes L. Jensen.

Derfor er der blandt andet et forslag om at bygge to nye daginstitutioner.

En voksende kommune

Det seneste år er i alt 350 nye borgere flyttet til Middelfart Kommune, og det er godt for byen og ikke mindst økonomien, som netop er omdrejningspunktet i budgetforslaget.

- Det betyder rigtig meget, at så mange flytter hertil. Det er en af de ting, vi kan gøre lidt ved som kommune, at vi kan arbejde systematisk på at skabe nogle attraktive lokalsamfund rundt i vores kommune, hvor folk har lyst til at bo, siger Johannes L. Jensen.

Kommunen kan på den måde arbejde med at bygge boliger og understøtte, at der bliver bygget rundt omkring, ligesom de kan sørge for, at der er både events og begivenheder i kommunen.

Den store tilflytning giver nemlig også flere mennesker, der betaler skat i kommunen. I runde tal betyder det, at der kommer i omegnen af 16-17 millioner kroner ind på bundlinjen. Det handler nemlig ikke kun om økonomien.

- Hvis de ikke var flyttet hertil, så havde vi jo manglet det liv, som de har bragt med sig til byen i foreninger og på arbejdspladser. Det er en nøgle i hele byrådsstrategien at sørge for, at folk synes, at det er et dejligt sted at leve og bo. Det er selvforstærkende, så bliver der lidt ekstra overskud til skolerne og til de ældre, forklarer borgmesteren.

Forslaget er i høring frem til 2. oktober. Herefter førstebehandler byrådet i Middelfart Kommune budgettet på det efterfølgende byrådsmøde 7. oktober.

Oversigt

    Oversigt