Middelfart-koncern til Forsvaret: Intet at komme efter

Forsvarets Materiel- og Indkøbsstyrelse køber brændstof hos Dan-Bunkerings søsterselskab Unioil Supply og har bedt om bekræftelse på, at alt er i orden.

Det danske forsvar ønsker at være helt sikker på, at man ikke køber brændstof hos et selskab, der har overtrådt internationale sanktioner med Syrien.

Derfor kontaktede Forsvarets Materiel- og Indkøbsstyrelsen den 2. maj i år Middelfart-koncernen Bunker Holdings datterselskab Unioil Supply A/S, som er storleverandør af brændstof til Forsvaret, og som er et søsterselskab til Dan-Bunkering.

Det fremgår af en del-aktindsigt, som TV 2/Fyn har fået.

Sidstnævnte selskab er i øjeblikket under efterforskning hos Bagmandspolitiet, der undersøger, om selskabet skulle have overtrådt internationale sanktioner ved at sælge flybrændstof, som er havnet i fly, der bombede Syrien. Sagen er anmeldt af Erhvervsstyrelsen, men ingen er dog sigtet eller tiltalt.

Dokumentation

I mailen fra Forsvarets Materiel- og Indkøbsstyrelse ønskes en skriftlig bekræftelse fra Unioil Supplys ledelse på, at selskabet ikke har brudt internationale sanktioner og ”en bekræftelse på, at Unioil Supply vil kunne dokumentere dette, måtte der komme en sag”, som det formuleres.

Mailen indeholder også ros til Unioil Supplys ledelse for åben- og samarbejdsvillighed og for at have reageret proaktivt.

Allerede samme dag gav Unioil Supply, der er beliggende i Aalborg, Forsvaret en bekræftelse. Herunder skriver selskabets direktør Carsten Klausen blandt andet:

- Vi kan indledningsvist utvetydigt bekræfte, at Unioil Supply A/S på ingen måde kan sættes i forbindelse med brud mod de internationale sanktioner mod Syrien eller andre sanktionerede parter- ej heller leverancer til Syrien i øvrigt. Unioil Supply A/S vii kunne dokumentere dette, f.eks. ved at give fuld adgang til al relevant virksomhedsdata eller på anden vis efter Forsvarets Materiel- og lndkøbsstyrelses behov og ønsker.

- Endvidere kan det oplyses, at Unioil Supply A/S ingen informationer eller oplysninger har haft vedrørende de omtalte transaktioner, da alle virksomheder ejet af Bunker Holding opereres, og behandles som særskilte juridiske enheder med meget høj grad af selvstændighed. Unioil Supply A/5 driver en virksomhed efter de højeste standarder for kvalitet og compliance. Overholdelse af al gældende lovgivning er en central del, herunder compliance i forhold til internationale sanktioner.

Behov for møde

Den 22. maj i år bad direktør i Forsvarets Materiel- og Indkøbsstyrelse, Tommy Hansen, om yderligere oplysninger og indkaldelse til et møde, hvorunder Forsvaret gerne ville drøfte ”den konkrete igangværende sag vedrørende Dan-Bunkering Ltd. Herunder status på politiefterforskning og tidligere dialog med Erhvervsstyrelsen, men ikke begrænset hertil – skulle der være yderligere oplysninger i sagen, som potentielt kan forbinde Forsvarets Materiel- og Indkøbsstyrelse til sagen”.

I opfordringen til mødet ønskede Forsvaret også repræsentanter fra moderselskabet Bunker Holding til stede.

TV 2/Fyns anmodning om aktindsigt vedrører også mail-korrespondance fra den 20. og 28. juni og den 4. juli i år, men det er dokumenter, som Forsvaret endnu ikke har haft tid til at behandle.

Om Unioil Supply

Ifølge svaret til TV 2/Fyn fordi sagen er kompleks, fordi styrelsen netop nu behandler et større antal aktindsigt-ansøgninger, og fordi en del af aktindsigterne skal i høring hos Unioil Supply med henblik på en vurdering af, om offentliggørelse af oplysningerne vil kunne skade selskabet økonomisk.

TV 2/Fyn har derfor ikke kendskab til resultatet af mødet, der ifølge den seneste korrespondance, som TV 2/Fyn har aktindsigt i, var planlagt til den 13. juni i år.

Unioil Supply har en fireårig aftale med det danske forsvar om at levere brændstof.

document — Se TV 2/Fyns aktindsigt her:, 0.43 MB

Oversigt

    Oversigt