I det fynske folks tjeneste

Middelfart Sygehus bliver en del af OUH

-

-

Som en del af Fyns Amts nye sygehusstruktur bliver sygehuset i Middelfart fra årsskiftet en del af Odense Universitetshospital.


Ændringen vil kun betyde minimale ændringer for driften af sygehuset i Middelfart - dog vil ledelsen fremover være i Odense på OUH.


Derudover bliver navnet igen det mere mundrette \"Middelfart Sygehus\" i stedet for \"Syghus Fyn Middelfart\" som sygehuset hed, da det var en del af Sygehus Fyn.


Del af stor plan
Ændringen er del af den store strukturændring på hele sygehusområdet som Fyns Amtsråd har arbejdet på i gennem flere år. Fremover vil sygehusstrukturen på Fyn være delt mellem Sygehus Fyn og Odense Universitetshospital.


Ændringerne har blandt andet betydet, at sygehusene i Assens, Bogense og Rudkøbing er eller snarest bliver nedlagt.


Kortere ventelister
Fyns Amt håber, at den nye organisation på sygehusområdet vil betyde større kvalitet og højere effektivitet til gavn for patienterne. Blandt andet skulle omstruktureringen meget hurtigt føre til kortere ventelister til behandling på sygehusene.