I det fynske folks tjeneste

Middelfart underkendt

Middelfarts borgmester frygter, at en ny råstofplan spænder ben for ønsket om en tredje Lillebæltsbro. Men det afviser Region Syddanmark i dag.

Planen, der udlægger områder i regionen, der kan bruges som grusgrav blev vedtaget i regionsrådet mandag eftermiddag.

Søndag advarede Middelfarts borgmester Steen Dahlstrøm på TV 2/FYN om, at hvis området nord for motorvejen op mod Røjle og Strib blev udlagt som grusgrav, ville det sende signal til Christiansborg om, at regionen ikke længere ønsker en tredje Lillebæltsforbindelse.

Men ifølge formanden for regionens miljøudvalget, Bent Bechmann (K) er det område netop valgt for at kunne levere sand, sten og grus til nyt motorvejsbyggeri og en eventuel tredje Lillebæltsbro.

- Så tvært imod sender det signal til staten om, at vi er klar til at leve op til forpligtelsen om at skaffe råstoffer i nærområdet ved et eventuelt byggeri, siger Bent Bechmann.

Ved du noget? Så send os et tip