Middelfartere får varmepenge tilbage

Faldende brændselpriser og en mild vinter gav Trekantområdets Varmetransmissionsselskab I/S, TVIS, et overskud på hele 67 mio. kr.

Varmeforbrugerne i Middelfart har penge til gode efter en lun vinter i 2014. Helt præcis har de sammen med forbrugerne i Kolding, Vejle og Fredericia i alt 67 mio. kr. til gode. Det skriver Fredericia Avisen. 

De mange penge vil Trekantområdets Varmetransmissionsselskab I/S, TVIS, føre tilbage til forbrugerne ved blandt andet at sænke priserne.

– TVIS er et non-profitselskab med et budget på knap 700 millioner kroner, som især dækker køb af varme hos vores leverandører. Forbrugerne har ikke skruet så højt op for radiatoren i lige så mange dage i varmesæsonen sidste år på grund af den milde vinter. Samtidig har vores leverandører haft lavere udgifter til brændsel, så varmen har været billigere for os at købe. I løbet af 2015 kunne vi også forudse et overskud, som vi betaler tilbage til forbrugerne via fjernvarmeselskaberne ved at regulere vores pris, siger Hans Bjørn, direktør ved TVIS, til Fredericia Avisen.

 

Oversigt

    Oversigt