Miljø-organisation dykker omkring Fyn

Den internationale hav-miljø-organisation Oceana dykker i disse dage flere steder omkring Fyn. Besøget er led i en månedlang tur rundt i Østersøen og Kattegat.

Lørdag kom turen til Bogense, efter et besøg i Middelfart. Målet er med videooptagelser under vandet at dokumentere havets miljø-tilstand.

Senere går turen til Sverige, Finland og Polen.

Miljøorganisationen Oceana har indsamlet materiale fra regionen fra to tidligere togter i 2011 og 2012.

I år vil fokus være, modsat de tidligere år, på de kystnære områder.

- Det marine liv omkring vores danske kyster er meget unikt, nærmest eksotisk. Intet andet sted har den samme biologiske sammensætning. Men en kluntet miljøpolitik, som tillader udvaskning af næringsstoffer til havet, overfiskeri og udsmid af fisk tilbage i havet, udfordrer havet. Inde i vores beskyttede havområder, som anses som værende særligt følsomme, er destruktive fangstmetoder stadig tilladte og almindeligt forekommende, skriver Oceana om togtet.

Dannet i 2001

Oceana er den største internationale organisation, som udelukkende arbejder for at beskytte verdenshavene, skriver de om sig selv.

Oceana har kontorer i Nordamerika, Sydamerika og Mellemamerika samt i Madrid, Bruxelles og København.

Læs mere om Oceana

Oversigt

    Oversigt