I det fynske folks tjeneste

Miljøstyrelsen forventer masseopsigelser efter udflytning

Kun 25 procent af Miljøstyrelsens medarbejdere forventes at flytte med til Odense, viser interne notater.

Miljøstyrelsen står over for en større udskiftning i medarbejderstaben efter flytningen til Odense. Foto: Google Street View

Tre fjerdedele af Miljøstyrelsens 500 medarbejdere vil ikke flytte med til Odense, når styrelsen flytter fra København.

Miljø- og Fødevareministeriet skønner således, at kun 25 procent af de ansatte stadig arbejder i styrelsen i 2020.

Det viser interne notater, som Altinget har fået aktindsigt i.

Det er endnu værre, end jeg troede. Jeg havde ellers et håb om, at man måske kunne holde på halvdelen

Christian Poll

Og det er fortsat styrelsens prognose, bekræfter Miljø- og Fødevareministeriets afdelingschef, David Fjord Nielsen.

- Der kunne selvfølgelig komme nogle afvigelser, positive eller negative, men det er stadig et realistisk scenarie. Her skal man også huske, at der altid vil være en vis naturlig udskiftning i styrelsen, også hvis ikke den var blevet flyttet, siger han til Altinget.

Alternativet og Danmarks Naturfredningsforening finder de nye tal stærkt foruroligende. 

- Det er endnu værre, end jeg troede. Jeg havde ellers et håb om, at man måske kunne holde på halvdelen, siger Alternativets miljøordfører, Christian Poll, som frygter, at de mange opsigelser vil gå ud over den faglige indsigt samt sagsbehandlingen.

Læs også Så rykker Miljøstyrelsen for alvor ind i Odense

Mange har sagt op allerede

Dermed står den nye Miljøstyrelse i Odense til en væsentlig større udskiftning af medarbejdere, end da dele af Miljøstyrelsen tidligere blev flyttet til Slagelse. I den forbindelse var der 65 procent medflyttere.

Aktindsigterne viser også, at godt 30 procent af de 500 berørte ansatte allerede havde opsagt deres job i Miljøstyrelsen den 1. maj i år.

Flere oppositionspolitikere har kaldt miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V) i samråd og stillet spørgsmål om udflytningen.

Miljø- og fødevareministeren vil redegøre for styrelsens udfordringer på et samråd i Miljø- og Fødevareudvalget onsdag den 6. juni. 

Læs også Flytning af Miljøstyrelsen vil gøre ondt på miljøet