I det fynske folks tjeneste

Miljøstyrelsen politianmelder rederier for forurening

To rederier er meldt til politiet for svovlforurening. I alt er 19 rederier meldt til politiet siden 2015.

De seneste to år har en såkaldt "sniffer" på Storebæltsbroen overvåget, hvad der kommer op af skorstenene på skibene.

Når skibe sejler i Vesterhavet og Østersøen, må der ikke være for meget svovl i brændstoffet, og det er på den baggrund, at Miljøstyrelsen har politianmeldt yderligere to rederier.

Dermed er antallet af politianmeldte rederier oppe på 19, efter reglerne blev skærpet i 2015.

De 19 anmeldelser er på baggrund af 375 prøver, som er taget af skibene, hvilket er lidt over fem procent.

- Langt de fleste overholder altså reglerne. Men der er stadig et fåtal, der ikke gør, og det er derfor vigtigt, at vi er konsekvente og melder dem til politiet, siger Sara Røbke, kontorchef i Miljøstyrelsen.

De seneste to år har en såkaldt "sniffer" på Storebæltsbroen overvåget, hvad der kommer op af skorstenene på skibene.

"Snifferen" er en form for kunstig næse, der sidder på broen og lugter til den svovlforurening, der kommer fra skibene, og den kan opfange, om der er for meget svovl i brandstoffet.

Ud over den kunstige næse på Storebæltsbroen er der også monteret en på en helikopter, der overflyver de største sejlrender i Danmark.

Læs også Storebæltsbroen lugter sig frem til svovlsyndere

Det er Miljøstyrelsen, der står for overvågningen.

De politianmeldte rederier står til bødestraffe, der varierer meget. I én sag er der udstedt en bøde på 375.000 kroner i erstatning, mens der i en anden sag er tale om 30.000 kroner.

Brancheorganisationen Danske Rederier er glad for, at det har konsekvenser, men de er ikke overbevist om, at en bødestraf er nok.

- Vi mener, at rederiernes navne skal offentliggøres. På den måde kan kunderne vælge de rederier fra, der ikke overholder miljøkravene, siger Maria Bruun Skipper, underdirektør i Danske Rederier.

I Miljøstyrelsen er man skeptisk over for forslaget.

- Vi har overvejet det grundigt, men indtil videre har vi valgt ikke at offentliggøre navnene, siger Sara Røbke.

Miljøstyrelsen oplyser, at alle 19 rederier er udenlandske.

Svovludledning fra skibsfart

 
  • Snifferen på Storebæltsbroen har siden sommeren 2015 overvåget skibes svovludledning. En sniffer er også installeret på et lille fly, der kontrollerer skibe, der sejler ad de store skibsruter gennem de danske farvande. I den periode er over 10.000 skibe blevet observeret.
  • Når en sniffer opfanger, at et skib udleder for meget svovl, får Miljøstyrelsen besked om det og kan – hvis skibet er på vej til en dansk havn – bede Søfartsstyrelsen gå om bord og tage en olieprøve fra skibets brændstof. Olieprøven kan bevise, om svovlindholdet er forhøjet. Hvis skibet er på vej til en udenlandsk havn, sender Miljøstyrelsen et varsel til rette myndighed om, at der kan være grund til at holde øje med skibet.
  • Siden 1. januar 2015 har skibe, som sejler i Nordsøen, Østersøen eller i farvandene omkring Nordamerika, skullet bruge brændstof, som max. indeholder 0,1 procent svovl – med mindre skibet anvender ren teknologi, som fx en ’scrubber’ eller flydende naturgas (LNG). Det er et reduktionskrav på 90 procent i forhold til de tidligere regler.
  • Svovlindholdet i luften over Danmark er sidenhen faldet markant (mere end 50 procent), og det tyder på, at langt de fleste skibe, som sejler i danske farvande, overholder reglerne, og at håndhævelsen virker.
  • Miljøstyrelsen slår ned på lovbrydere og har, siden de skærpede regler trådte i kraft, politianmeldt 13 skibe på baggrund af udtagne olieprøver, der har vist for højt indhold af svovl.
  • I oktober 2016 vedtog medlemslandene i FN’s søfartsorganisation IMO, at også verdens øvrige farvande skal omfattes af skærpede svovlkrav. IMO besluttede, at skibes brændstof fra 2020 højst må indeholde 0,5 procent svovl mod 3,5 procent i dag, med mindre skibet anvender ren teknologi.
  • I denne uge følger IMO op på beslutningen fra oktober på et møde i London, hvor bl.a. implementering og håndhævelse af de nye krav bliver drøftet i en teknisk arbejdsgruppe som forberedelse til det næste møde i IMOs Miljøkomité til juli.
Kilde: Miljøstyrelsen