I det fynske folks tjeneste

Milliardforretning: Fynske Orifarm driller medicinalkæmper

Orifarm i Odense solgte for 5,7 milliarder kroner sidste år.

Orifarm, Europas største parallelimportør af medicin, solgte sidste år for 5,7 milliarder kroner. Overskuddet blev på 86 millioner kroner.

Der er hård kamp om det internationale medicinmarked, og Orifarm med hovedsæde i Odense, sidder hårdt på den del, der drejer sig om parallelimport og produktion af præparater, hvor patentet er udløbet.

Sidste år solgte Orifarm Group for 5,7 milliarder kroner kroner på især de skandinaviske markeder og i Tyskland. Det er det bedste salg de seneste fem år, viser Orifarms netop offentliggjorte regnskab.

Indtjeningen blev på 86 millioner kroner - og det er ikke umiddelbart prangende i forhold til omsætningen.

Men der kæmpes hårdt om marginalerne, og de penge, der ikke lander på Orifarms bundlinje, havner som rabatter til apotekerne og dermed i sidste ende som billigere medicin hos forbrugerne.

Parallelimport betyder, at Orifarm importerer medicinen fra de lande, hvor den er billigere, og det udgør langt den største del af Orifarms omsætning, nemlig 5,3 milliarder kroner.

Det er dog 86 millioner kroner mindre end i 2014.

Til gengæld voksede Orifarms andet ben, generika.

Her udnytter Orifarm, at patenter på dyr medicin udløber.

Omsætningen steg med 143 millioner kroner i 2015.

En del af årsagen skyldes opkøbet af Growth House Holding, der styrkede salget på det nordiske marked.

På markedet for parallelimporteret medicin var Orifarm presset i Sverige som følge af den svenske kronekurs. Orifarm er dog stadig størst på markedet.

Tyskland gav bryderier i form af dårligere sygesikringsdækning, men er dog stadig et betydeligt marked.

Det danske marked var derimod lukrativt. Orifarm sidder på en markedsandel på 50 procent.

Og koncernen er nu også kommet ind på det engelse marked.

Orifarm, der er Europas største parallelimportør, er tilfreds med resultatet, som man dog forventer at kunne gøre bedre i 2016.

Man er dog ikke helt tilfreds med konkurrencesituationen.

I ledelsesberetningen er der beklagelser over, at de store etablerede medicinalproducenter lægger sten på vejen for parallelimportørerne ved at sælge deres medicin direkte til apotekerne og ved at pålægge udenlandske importører, at de ikke må sælge billig medicin videre til parallelimportører.

 

 

Ved du noget? Så send os et tip