OUH: Nu kun 900 millioner over budgettet

Politikerne i regionens Innovationsudvalg mødtes torsdag eftermiddag. Og her blev de præsenteret for nyt regnestykke.

Artikel er opdateret kl. 19.15

Det var tilbage i juni, at Region Syddanmarks totalrådgiver Medic OUH pludselig annoncerede en budgetoverskridelse på 1,3 milliarder kroner i deres projektforslag. 

I dag blev politikerne i regionsrådet så præsenteret for et forslag, der går på en overskridelse på kun 900 millioner kroner. Rådgiverne på projektet har altså fundet 400 millioner kroner at spare.

Formand for Innovationsudvalget, Karsten Uno Petersen (S) sagde til TV 2/FYN inden mødet:

- Det er noget makværk. De har jo kendt forudsætningerne fra start. Det er uanstændigt at komme med det her.

Det er ifølge Karsten Uno Petersen status på hele byggeriet, der var på dagsordenen i dag.

- Men det er klart, at det er budgetoverskridelserne, der kommer til at fylde. Jeg er da bekymret. Meget bekymret. Men uanset hvad, så skal vi have et sygehus. Vi presser totalrådgiverne så meget, som vi kan. 

- Der er et budget på 6,3 milliarder - og ikke en krone mere. 

På spørgsmålet om Region Syddanmark får nok af Medic OUH og skifter totalrådgiveren ud svarer Karsten Uno Petersen:

- Det kan jeg ikke sige noget om nu. 

Men arbejdet med at gennemgå alle dele af projektet for mulige besparelser fortsætter. Medic OUH har indtil 15. september til at levere det endelige reviderede projektforslag.

 - Det er et stort og meget komplekst projekt, og derfor vil vi gerne agere på et så oplyst grundlag som muligt, siger Region Syddanmarks udvalgsformand i Innovationsudvalget, Karsten Uno Petersen (S) i en pressemeddelelse.

 Han vil ikke forholde sig til eventuelle besparelser før da.

 - Der har floreret mange tal og rigtig mange store tal. På baggrund af erfaringer fra andre store sygehusprojekter tror vi dog ikke, at en eventuel overskridelse vil være i nærheden af de senest udmeldte 900 millioner kroner.

 - Det giver derfor ikke mening at diskutere eventuelle besparelser, før vi har et ordentligt udgangspunkt.
 
Da Medic OUH i juni fremlagde budgetoverskridelsen på 1,3 milliarder kroner, var det med en række spareforslag. De indeholder desuden emner, som er "i direkte modstrid med intentionerne for de nye sygehusbyggerier", skriver regionen.

 

Regionsrådet skal 24. oktober behandle det endelige projektforslag for byggeriet. Ud over en samlet pris kommer forslaget til at indeholde en tidsplan og budget for de enkelte faser af byggeriet.

 

 

Oversigt

    Oversigt