I det fynske folks tjeneste

Millionbevilling sætter fut i droneudviklingen i Odense

Arkiv foto.

Millionbevilling kan blive et vigtigt skridt mod drone-område med potentiale for tusindvis af jobs.

Mulighederne for at skabe et internationalt førende center for drone-branchen i Odense fik sent i går aftes et stort løft. Her faldt den første del af den nye finanslov på plads med en aftale om en fordeling af forskningsreserven, der øremærker 25 millioner kroner til forskning i droner og rumteknologi. 

Omkring HCA Airport og Syddansk Universitet i Odense er der allerede udviklet et drone-miljø, der tiltrækker forskere, dronefabrikanter- og operatører. Odenses borgmester, Anker Boye, håber, at de nye midler, kan gøre området endnu mere attraktivt. 

- Vi har en ambition om, at HCA Airport skal være et af Europas førende centre for udvikling, test og produktion af civile droner. Derfor vil jeg også gerne kvittere for, at et samlet Folketing, med uddannelses- og forskningsminister Ulla Tørnæs i spidsen, nu så klart prioriterer drone-indsatsen herhjemme. Det er et vigtigt skridt på vejen mod at udvikle et nyt dansk erhvervsområde med potentiale til at skabe tusindvis af job til kloge hænder og hoveder, siger Anker Boye.

Læs også HCA Airport bliver internationalt drone-center

Forskningslederen ved Syddansk Universitets dronecenter, Brad Beach, er enig i, at de 25 millioner afsat til droneforskning kombineret med den nye nationale dronestrategi, stiller Danmark stærkt i kapløbet om at blive internationale førende på droneområdet.

- Droneforskningen får optimale betingelser for at udvikle og kaste resultater af sig, og det kan komme det danske erhvervsliv til gode” udtaler Brad Beach og fortsætter:

- De landvindinger, vi nu kan skabe på universitetet kan i sidste ende føre til udvikling og produktion af teknologi, som vil skabe vækst og job i danske virksomheder.

Fakta: 

  • Et samlet Folketing blev torsdag aften den 3. november enige om, at en betydelig del af forskningsreserven for 2017 på 555 mio. kr. skal gå til forskning i rumindustrien og droner.
  • Der er i alt afsat 25 millioner kr. til forskning og udvikling af teknologi og viden, som kan sende Danmark i front internationalt.

 

 

Ved du noget? Så send os et tip