Millioner af øl på spil: Charmeoffensiv over for kinesisk leder

Der er millioner på spil - både millioner af kroner og millioner af øl - når Bryggeriet Vestfyn i disse dage har besøg af deres kinesiske samarbejdspartner Cofco.

De har været ude og flyve helikopter og de har hilst på en minister. Tirsdag går turen til rundvisning på Christiansborg.

Bryggeriet Vestfyn har i øjebliket rullet den helt store røde løber ud for sine kinesiske gæster, ledelsen af den kinesiske dagligvaregigant Cofco.

quote Når vi er i Kina, så bliver vi behandlet som rockstjerner. De kører os rundt i limousiner og vi holder taler for 6-800 mennesker ad gangen. Så når de kommer herover, så skal de have en god oplevelse af Danmark

Poul Mark, administrerende direktør, Bryggeriet Vestfyn

For præcis et år siden underskrev Bryggeriet Vestfyn nemlig en ordre på 10 millioner flasker øl til den kinesiske dagligvarekoncern, og i denne uge skal samarbejdet evalueres og videreudvikles. 

Derfor har Bryggeriet Vestfyn i den grad skruet op for charmen over for de kinesiske gæster.

- Når vi er i Kina, så bliver vi behandlet som rockstjerner. De kører os rundt i limousiner og vi holder taler for 6-800 mennesker ad gangen. Når vi skriver kontrakter derude, så er det med fjernsyn og jeg ved ikke hvad. Så når de kommer herover, så skal de have en god oplevelse af Danmark, siger Poul Mark, der er administrerende direktør for Bryggeriet Vestfyn.

Kæmpe ordre med kæmpe perspektiv

I oktober sidste år underskrev Bryggeriet Vestfyn en ordre på 100 containere til det kinesiske marked - svarende til 10 millioner flasker øl.

Den kinesiske partner er den gigantiske dagligvarekoncern Cofco. Det er Cofcos øverste leder, der er på besøg i Danmark i disse dage.

- Og han skal altså behandles med fløjlshandsker. Så vi har været på helikoptertur fra Hindsgavl Slot til Assens, og det har de nydt, for der kunne de jo se, hvordan Danmark ser ud fra den smukkeste side, siger Poul Mark. 

Men Kina er et svært marked. Og uden at sætte tal på vil Poul Mark godt afsløre, at salget endnu ikke er gået helt som forventet.

- Nu har vi fået det ind, så nu skal vi have bygget det højere og højere op, siger Poul Mark.

Minister på visit

Netop derfor havde den fynskvalgte energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt (V) også taget tid ud af kalenderen til at støtte op om besøget.

Et besøg, der ud over forretningsmøder, også bød på blandt andet rundvisning på Odense Glasværk.

- Der er simpelthen så stort et marked i Kina, og i det omfang, hvor vi som ministre kan bidrage til at åbne nogle af de døre og dermed skabe flere jobs i Danmark, så gør vi det hellere end gerne, siger Lars Chr. Lilleholt.

For når det drejer sig om Kina, så er det personlige møde det eneste, der virkelig virker. 

- Vi kunne se, at sidste gang vi var af sted, der havde vi holdt nogle taler og været til nogle shows og vist os frem derovre, der steg salget med 50 procent. Det viser, at når man lægger kræfter i det og interesse i det, så kommer det også, mener Poul Mark. 

Stor tiltro til fynsk øl

Fra Cofcos side er der fortsat store forventninger til de fynske øl.

- Jeg har stor tiltro til salget af dansk øl i Kina. Vi regner som minimum med en fordobling af salget inden for den nærmeste fremtid, siger Castle Li, der er direktør i Cofco. 

Får han ret i det, kan det få store konsekvenser for Vestfyens Bryggeri.

- Så bliver det et andet bryggeri. Helt sikkert. Det kan gå hen og blive rigtig, rigtig godt, siger Poul Mark.

 

Oversigt

    Oversigt