I det fynske folks tjeneste

Millioner på vej til klubhus for hjerneskadede

Socialminister Benedikte Kiær giver Odense Kommune 10,9 mio. kr. til at hjælpe voksne, som er blevet ramt af en hjerneskade.

Klubhuset skal give dem en bedre hverdag med fællesskab og et aktivt liv med arbejde.

Kommunen har fået pengene af socialminister Benedikte Kiær og satspuljepartierne til en arbejdsrehabiliteringsklub for voksne, der har fået en hjerneskade på grund af sygdom eller ulykke.

Klubben, der skal høre under hjerneskaderådgivningen, vil støtte medlemmerne, så de får nyt livsindhold med et større socialt netværk og deltagelse i fritidsaktiviteter og job.

Erfaringer viser, at voksne, der f.eks. på grund af en blodprop eller en trafikulykke får en alvorlig hjerneskade, ofte mister både livsmod og færdigheder og har svært ved at erkende de ændrede livsvilkår.

Det har store menneskelige omkostninger både for dem selv og deres pårørende, men også for samfundet, der mister en aktiv medborger.

- Det er vigtigt at skabe rammerne for en samlet indsats for mennesker, der er blevet ramt af en hjerneskade. Klubben kan være med til at forhindre, at hjerneskadede bliver isolerede og mister kontakten til arbejdsmarkedet. Det er en ny måde at tilbyde disse mennesker den særlige støtte, som de har brug for, for at kunne vende tilbage til en aktiv hverdag. Jeg er glad for at kunne give Odense Kommune mulighed for at afprøve modellen, siger socialminister Benedikte Kiær, Kons.