Millioner skal styrke livsgnisten hos demente

En bevilling på 3,7 millioner kroner skal skabe gnist og livsglæde hos demente i Svendborg.

Kommunen har fået 3,7 millioner kroner fra satspuljemidlerne i den nationale handleplan for demens. Pengene skal bruges til at videreudvikle medarbejdernes kompetencer på demensområdet, så borgernes trivsel og livskavlitet på byens plejecentre bliver forbedret. 

- Vi er rigtig glade for, at Sundhedsstyrelsen har valgt at støtte denne indsats, som er helt i tråd med Svendborg Kommunes store fokus på demensområdet, og den demenspolitik, vi har vedtaget i byrådet, siger formand for Social- og Sundhedsudvalget, Hanne Ringgaard Møller(R).

Medarbejderne på kommunens plejecentre arbejder efter den såkaldte ’Spark of Life’ filosofi, der består af en række konkrete metoder og redskaber til at tænde og styrke livsgnisten hos borgere med demens. 

- Jeg glæder mig til at følge den måde, kompetenceudviklingen er tilrettelagt på, helt tæt ude sammen med de borgere, som jo skal have glæde af det. Det er en spændende og anderledes måde at gribe det an på, siger udvalgsformanden og fortsætter:

- En stærk og sund livsgnist skaber grundlaget for mental sundhed og muligheden for at fastholde funktioner og evner understøttes. Og jo længere tid man kan blive ved med at gøre det man vil og har lyst til, jo mere livskvalitet får den enkelte, siger hun.

Oversigt

    Oversigt