Millioner til bekæmpelse af bander i Vollsmose

Fyns Politi får nu syv millioner kroner ekstra til at bekæmpe bander og skabe tryghed i Vollsmose.

En række projekter hos politiet rundt om i landet får nu en økonomisk håndsrækning på 20 millioner kroner om året de næste to år. Pengene uddeles af Rigspolitiet og er fundet ved effektiviseringer internt i politiet.

- Det er bedre at forhindre forbrydelser i at opstå frem for at opklare dem, når det er sket, siger politidirektør Svend Larsen ved Rigspolitiet til Ritzau.

- Vi har i år indbudt kredsene til at komme med gode forlag til at gøre noget på området for forebyggelse, og af forslagene har vi valgt de bedste, som vi så i alt giver 20 millioner kroner til om året, fortæller politidirektøren.

Fyns Politi har fået syv millioner kroner til bekæmpelse af rocker- og bandeproblematikker i Vollsmose. Pengene skal være til at mindske kriminaliteten og øge trygheden i Vollsmose. Borgerne skal opleve større tryghed ved at sige fra overfor banderne.

Mange af projekterne sker i fællesskab med kommuner og andre myndigheder.

- Vi forsøger på forskellig vis at styrke samarbejdet med kommunerne og andre gode kræfter i lokalmiljøet. Skal vi forebygge kriminaliteten i et område, som har nogle særlige udfordringer, så kræver det en bred, fælles tilgang, siger Svend Larsen.

De 20 millioner kroner om året er en del af en pulje på 70 millioner kroner, som Rigspolitiet uddeler i år og næste år. Sammenlagt får kredsene dermed 140 millioner kroner, hvor de 100 millioner kroner går til indsatsen mod bander.

Mange projekter handler om at bryde fødekæden af unge, der er på vej ind i bande- og rockermiljøet. Bliver et projekt en succes, så kan metoden udbredes til andre steder i landet.

- Vi skal have testet idéer af, som dem der sidder med arbejdet ude i kredsene, har fået. Og hvis der er noget, som fungerer, så kan det være, at vi skal have bredt idéen ud til alle kredsene, lyder det fra Rigspolitiet.

Københavns Politi får den største pose penge med 30 millioner kroner over to år til projekt Pin-Point. Projektet skal bekæmpe bandekriminaliteten på det indre Nørrebro. Det drejer sig særligt om den nye bande Loyal To Familia (LTF).

Oversigt

    Oversigt