I det fynske folks tjeneste

Millioner til fynsk natur

Fyn er en af de store modtagere, når miljøminister Karen Ellemann åbner tegnebogen til en række projekter til bevarelse af truet natur.

Masser af natur skal genoprettes på Fyn

I alt frigives 42 millioner kroner til at bevare truede og sjældne naturtyper, såsom højmoser, overdrev, ferske enge og moser.

Områderne skal gøres større og få en bedre kvalitet med henblik på at sikre og øge biologisk mangfoldighed.

Projekt ved Helnæs

Ved Helnæs syd for Assens skal landbrugsarealer og hidtil opdelte naturarealer gøres til et samlet naturområde.

Det skal bestå af såkaldt lysåbne naturtyper, hvor vandstanden skal hæves, vandhuller skal graves og et stort græsningsareal skal etableres.

Det sker i samarbejde med private lodsejere og omfatter ca. 210 hektar.

Projektet vil bl.a. gavne forekomsten af orkideen mygblomst og paddearterne strandtudse og stor vandsalamander.

Overdrev på Sydfyn

Udover projektet ved Helnæs skal der etableres overdrev ved Ristinge Klint på Langeland, på Sydlangeland, Thurø Rev og Fyns Hoved

Efterligning af fortiden

Projekterne skal råde bod på tidligere tiders dræning og opdyrkning af naturarealer.

Flere steder er en del af løsningen at lade kvæg græsse som erstatning for fortidens elge og bisonokser.

Af de 42 millioner kroner, som nu frigives, har EUs LIFE-fond betalt de 21 millioner, som den danske stat dobler op.

Læs mere