I det fynske folks tjeneste

Millioner til fynske vådområder - men aftale med landmænd mangler

00:38

Det er blandt andet her ved Åsemosebækken i Assens, at Miljøministeriet ser potentiale i at etablere et vådområde. Video: Thomas Greve

Torsdag meddelte miljøministeren, at fire nye vådområder skal etableres på Fyn. Men ifølge de fynske kommuner er der endnu ingen aftaler med de berørte landmænd.

Om få år vil der blive kortere mellem de smattede og sumpede områder på Fyn, hvor gummistøvler kan svuppe rundt i, når der anlægges fire nye naturlige renseanlæg.

I en pressemeddelelse fortæller Miljø- og Fødevareministeret, at nye vådområder for 187 millioner kroner fjerner 150 ton kvælstof fra naturen. Blandt andet skal fire vådområder på Fyn være med til at reducere udledningen af kvælstof. 

Vådområderne er en del af landbrugspakken, der blev vedtaget i Folketinget i 2016. Pakken gav landmændene lov til at udlede mere kvælstof til naturen, og som kompensation blev det besluttet at oprette en lang række vådområder, der skal fungere som naturens eget rensingsanlæg. 

Frivillige projekter

Men selvom ministeriet på et kort udpeger fire arealer, hvor der skal være vådområder på Fyn, så er de endelige aftaler med kommuner og lodsejere endnu ikke på plads.

00:45

Det er i områderne ved Sanderumgaard og Ryds Å i Odense Kommune, at der er udsigt til kommende vådområder.

Luk video

- Selvom vi har fået pengene til at gå videre med projeket, betyder det ikke, at det bliver til noget. Det er frivillige projekter, og landmændene skal medvirke frivilligt, siger Jannik Seslef, projektleder og naturvejleder i Assens Kommune. 

Heller ikke i Odense er der endelig aftale om etablering af vådområder.

- Vi er i dialog med lodsejerne, og de er indstillede på at afgive deres jorde. Men forudsætningen er, at vi kan finde erstatningsjorde til dem, og det ved vi endnu ikke, om vi kan, siger biolog Heide Kastrup Christensen fra Odense Kommune til TV 2/Fyn. 

00:19 Luk video

Læs også Vådområder droppet: Familien Thomsen er lettet - nu kan vi sove roligt

Levesteder for planter og dyr

I pressemeddelelsen skriver miljøminister, Esben Lunde Larsen (V), at de fire fynske vådområder vil være med til at skåne Danmarks vandmiljø for 150 ton farligt kvælstof hvert år.

- Vådområderne bidrager til renere vand og en rigere og varieret natur i vores fjorde og farvande. Samtidig bliver der i de nye vådområder skabt levesteder for mange planter og dyr. Vådområdeprojekterne kan også rumme muligheder for landmændene, der kan bytte lavtliggende, sumpede arealer og i stedet få nogle nye mere driftssikre marker, skriver han.

På Fyn skal der i følge planen fra Miljø- og Fødevareministeriet være vådområder ved Sanderumgaard og Ryds Å i Odense Kommune og ved Stigmosen og Åsemosebækken i Assens Kommune. I alt skal cirka 161 hektar - eller det der svarer til 225 fodboldbaner - fynsk jord forvandles til vådområder.

Læs også Lodsejere gentager nej til vådområde på Nordfyn

Åer genslynges

 
  • Som en del af etableringen af vådområder, bliver flere åer genslynget.
  • Når en å genslynges, betyder det, at den igen etableres i sit naturlige, slyngende forløb gennem landskabet.
  • I sin tid rettede man flere åer ud, sådan at de flød i en lige strøm gennem landskabet, men i forbindelse med anlægget af vådområder, får åerne igen lov til at bugte sig

Her skal vådområderne ligge i Odense:

Træk og klik ind på de orange pletter på kortet, der viser, hvor vådområderne ved Sanderumgaard og Ryds Å i Odense ifølge Miljøministeriets planer skal ligge. Kan du ikke se kortet? Klik her.

Ifølge projektlederen i Assens Kommune er landmændene positive overfor projektet, men han understreger, at Miljø- og Fødeministeriet endnu ikke har fået et endeligt ja fra jordejerne i Assens Kommune. 

- Landmændene skal kunne kompenseres økonomisk eller få noget bedre natur, end det, de har i forvejen, uden for vådområderne, siger Jannik Seslef. 

00:23 Luk video

Her skal vådområderne ligge i Assens:

Miljøministeriets planer for Stigmosen og Åsemosebækken i Assens kan ses på de orange pletter på kortet herunder. Kan du ikke se kortet? Klik her.

Ved du noget? Så send os et tip