Millioner til lille fynsk robotvirksomhed

Fynske On Robot har netop modtaget kapitalindskud i millionklassen til videreudvikling af gribe-aggregat, der kan monteres på Universal Robots' verdenskendte robotarm

Firmaet består ikke af mere end fire mand. Men det gør ikke potentialet mindre.

- On Robot tapper ind i en megatrend på automatiseringsområdet i disse år, hvor robotter bliver både billigere og simplere at programmere. Vi har derfor store forventninger til, at On Robot i kombination med meget erfarne ressourcepersoner kan vokse til en ledende position på området, lyder det fra Lars Rønn, som er partner i VF Venture hos Vækstfonden.

quote On Robot tapper ind i en megatrend på automatiseringsområdet i disse år. i har derfor store forventninger til, at On Robot i kombination med meget erfarne ressourcepersoner kan vokse til en ledende position på området.

Lars Rønn, partner i VF Venture hos Vækstfonden.

Og det er netop årsagen til, at Vækstfonden sammen med en række private fynske investorer netop har skudt et større beløb i millionklassen i den lille fynske robotvirksomhed, On Robot.

Hvor mange penge, der er tale om, vil administrerende direktør Torben Ekvall ikke ud med. Han siger dog:

- Det er et stort millionbeløb, vi får. Det er stadig etcifret, men det kan næsten ikke blive større uden at blive tocifret.

Minister: Det er klogt tænkt.

Stærke investorer

Det er et stærkt hold med erfaring fra robotmiljøet, der stå bag kapitalindsprøjtningen.

Ud over Vækstfonden, består investorkredsen nemlig af Enrico Krog Iversen, som er tidligere administrerende direktør i Universal Robots og Thomas Visti, i dag administrerende direktør i det fynske robotfirma Mobile Industrial Robots (MIR) og tidligere salgsdirektør hos Universal Robots.

On Robots nyansatte administrerende direktør, Torben Ekvall, glæder sig da heller ikke kun over den friske kapial. Han forventer, at de to erfarne herrer fra Universal Robots sammen med investeringen vil sparke On Robots robotvirksomhed helt frem i robotbussen.

- Det er vores klare målsætning at blive ledende leverandør af collaborative gribere til cobots. Vi har fået adgang til nogle stærke ressourcer på robotområdet, herunder Enrico Krog Iversen, der med sin erfaring fra Universal Robots har indgående kendskab til og forståelse af branchen, siger Torben Ekvall, som også har investeret et beløb i virksomheden.

Robot serverer både flødeboller og champagne.

Mere fleksibel - mindre pladskrævende

Det er Bilge Jacob Christiansen, som selv tidligere har været ansat hos Universal Robots, der sammen med Ebbe Overgaard Fuglsang, stiftede On Robots i januar sidste år.

Det smarte ved On Robots gribe-aggregat er, at det er fleksibelt og kræver meget lidt plads, fortæller Bilge Jacob Christiansen.

- De traditionelle løsninger på det her område fungerer blandt andet ved hjælp af trykluft, hvilket kræver meget plads, er energikrævende og alt for kompliceret for mange brugere. Med vores griber har vi udviklet en elektrisk løsning, der er let at montere, er meget fleksibel og kan modificeres af en medarbejder i for eksempel en produktionshal uden brug af en programmør, siger han.

quote Det er vores klare målsætning at blive ledende leverandør af collaborative gribere til cobots. Vi har fået adgang til nogle stærke ressourcer på robotområdet.

Torben Ekval, administrerende direktør, On Robot.

On Robot producerer sine gribere fra adressen i Odense og har i dag ca. 40 distributører på verdensplan. Efterspørgslen er stærkt stigende, og On Robot søger derfor i øjeblikket blandt andet to nye salgschefer til hhv. det amerikanske og det europæiske marked, ligesom organisationen skal styrkes med produktions- og teknisk personale inden årets udgang.

Minister roser robotmiljø

Markedet for industriel automation er i voldsom vækst i disse år. I Danmark ses den udvikling særligt omkring Odense, hvor en række af de danske robotvirksomheder er centreret sammen med bl.a. succesen Universal Robots, der, ti år efter stiftelsen, blev solgt til amerikanske Teradyne i 2015. 

I forbindelse med offentliggørelsen af kapitalindsprøjtningen, afholder investorne i dag pressemøde på On Robots adresse på Havnen i Odense.

Her skal Erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen efter planen dukke op for at ønske virksomheden tillykke.

Troels Lund Poulsen glæder sig over, at virksomheder som On Robot kan drage fordel af miljøet og af de erfaringer, som tidligere succeser har akkumuleret. 

- Odense er et godt eksempel på, hvordan det kan skabe positive effekter at samle viden og kompetencer i en klynge. Universal Robots er en markant dansk succeshistorie, og nu ser vi så, hvordan virksomheden skaber fundamentet for nye iværksættere og innovative ideer. Automatisering er uden tvivl en branche, der vil vokse i de kommende år, og det er glædeligt at se, at en række virksomheder på området, som nu On Robot, griber vækstpotentialet og formår at tiltrække kapital, lyder det fra erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen. 

Oversigt

    Oversigt