Millioner til psykisk syge børn

Ventelisten skal ned på Børnepsykiatrisk afdeling i Odense. Derfor har Region Syddanmark nu bevilget et ekstra millionbeløb til afdelingen.

Ventetiden for psykisk syge børn har været op til 42 uger, og 130 børn har lige nu ventet mere end to måneder på at blive undersøgt, selv om behandlingsgarantien lyder på otte uger.

Styr på det inden nytår

Efter Fyens Stiftstidende i en række artikler har afdækket problemerne på området har Region Syddanmarks psykiatridirektør Agnete Philipsen besluttet at finde flere penge til området.

Til avisen siger hun:

- Når jeg kan læse i Fyens Stiftstidende, at lederen af børnepsykiatrisk afdeling i Odense mener, at han kan fjerne ventelisten ved at ansætte mere personale, så forventer jeg, at afdelingen har styr på problemet inden nytår.

Overlæge: Det er glædeligt

Den ledende overlæge Jan Jørgensen glæder sig over udmeldingen fra Region Syddanmark.

- Det er helt nyt for mig, det her. Men det er da rigtig glædeligt. Ikke mindst for alle børn, som venter, siger han til Fyens Stiftstidende.

Ingen garantier

Han vil dog ikke garantere, at ventetiden kan bringes ned til otte uger allerede inden nytår. Det afhænger nemlig af, hvor hurtigt nye medarbejdere kan rekruteres.

Psykiatridirektøren mødes med resten af ledelsen på området fredag for at fastsætte, hvor mange penge Børnepsykiatrisk afdeling skal have.

Oversigt

    Oversigt