I det fynske folks tjeneste

Millioner til robotforskning

Den fynske satsning på robotteknologi giver nu resultater. Forskningsminister Helge Sander har netop bevilget tre millioner kroner til robotforskning på to fynske virksomheder. 

-

Den fynske satsning på robotteknologi giver nu resultater. Forskningsminister Helge Sander har netop bevilget tre millioner kroner til robotforskning på to fynske virksomheder. 

Det er de fynske robotleverandører ABB og Siemens, der skal bruge bevillingen til at  udvikle små fleksible roboter til firmaerne Dan Cake og Easyfood i Jylland. Robotproducenterne skal forsøge at lave små robotter der kan afløse ensidigt og ensformigt arbejde på de to fabrikker.

Skal kunne betale sig
\"Det er en udfordring, fordi de nødvendige investeringer i teknologi skal kunne betale sig for de mindre virksomheder, og fordi der stilles store krav til teknologiens formåen\", siger projektleder professor Henrik Hautop Lund, Mærsk Mc-Kinney Møller Instituttet for Produktionsteknologi, der har specialiseret sig i forskning i robotter.

Bevillingen er kommet i stand efter at både amtsborgmester Jan Boye(K) og Odenses Borgmester Anker Boye(A) har opfordret  Videnskabsminister Helge Sander(V) til at bevilge pengene.

Projektet involverer udover Mærsk Mc-Kinney Møller Instituttet for Produktionsteknologi på Syddansk Universitet også  Fyns og Vejle Amter og en ny kompetenceklynge kaldet RoboCluster, der består af robotproducenter fra Fyn.

Verdensklasse
\"Forskning i robotteknologi på Fyn er i verdensklasse og med støtten til projektet sættes der ekstra skub i en IT-udvikling, der vil gavne såvel forskning som erhvervsliv og ansatte på virksomhederne\", udtaler borgmester Anker Boye i en pressemeddelelse.

Projektet er samtidig en del af det jysk-fynske erhvervssamarbejde om at etablere en såkaldt it-korridor.