I det fynske folks tjeneste

Millioner til robotter og droner skaber glæde på Fyn

20 millioner fra forskningsreserven skal gå til forskning inden for robot- og droneteknologi. Det bliver velmodtaget på Fyn.

Fynske forskere får millioner til at udvikle robot- og droneteknologi. Foto: arkiv

Der er penge på vej til de robotter og droner. I alt 20 millioner kroner er sat af til en national strategi og forskningen inden for robot- og droneteknologi i 2019. 

Det kom frem på et pressemøde fredag, hvor Uddannelse- og Forskningsministeriet fremlagde fordelingen af  forskningsreserven på i alt 1.394 millioner kroner. 

Læs også Årets entreprenør på Fyn: De dygtigste til vækst

På Fyn bliver de 20 millioner vel modtaget.

- Robotindustrien kan vokse sig til at blive én af Danmarks mest betydende eksportindustrier, så det er enormt positivt, at regeringen og forligskredsen tager initiativ til en national strategi, der vil understøtte den her vækstindustri på et nationalt niveau, siger forretningschef for Odense Robotics, Mikkel Christoffersen.

Bevarer førerposition

Ifølge Mikkel Christoffersen er det vigtigt med et nationalt fokus på robotindustrien, hvis Danmark skal bevare sin position på verdensmarkedet. 

- Med en national strategi kan man få adgang til ny viden og nye talenter, og det er vigtigt, når vi kigger ud på vores konkurrenter i Europa, Kina og USA. Det går stærkt på det her område, understreger han. 

- Danmark har en global førerposition indenfor de såkaldte kollaborative robotter. Det er robotter, der kan arbejde sammen med mennesker på industriområdet, og den position skal vi sikre og bygge videre på, forklarer han. 

Gavn på Fyn

På Syddansk Universitet bliver de 20 millioner ligeledes hilst velkommen. 

Læs også Rekordinvestering: 100 millioner kroner til fynske robotter

- Jeg synes, det er super positivt, og det er en stærk anerkendelse af den indsats og det potentiale, vi har i Danmark, mener Kasper Hallenborg, der er institutleder ved Mærskinstituttet ved SDU- Her beskæftiger man sig med teknologi, der kan gavne samfundet. 

Han er ikke i tvivl om, at Fyn får gavn af midlerne. 

- Fyn er jo i Danmark. Både når det gælder droner og robotter, så jeg har svært ved at forestille mig, at det ikke kommer Fyn til gode. Det vil jo netop bruges til samarbejdet mellem forskningen og virksomheder, fortæller han.

Gør 20 millioner overhovedet en forskel?

- Det er en rigtig satsning, og 20 millioner er jo en begyndelse. Hvis jeg læser det korrekt, er de 20 millioner kun for 2019, så må vi jo se i fremtiden. Det er et væsentligt bidrag, men langt fra nok. Til sammenligning går SDU ud og investerer 140 millioner i området over de næste fire år, siger han.