I det fynske folks tjeneste

Millioner til robotvirksomheder med vokseværk

Syddansk Vækstforum har investeret 10 millioner kroner i et nyt Scale-up Denmark elitetræningscenter, som skal hjælpe unge robotvirksomheder med vækstpotentiale til at vokse sig store på rekordfart.

Syddansk Vækstforum har investeret 10 millioner kroner i et Scale-up elitetræningscenter for robotvirksomheder med vokseværk. Foto: Jonas Mattson

Mandag er der lavet en aftale mellem konsortiet bag Scale-up Denmark og dem, der skal drive centeret; Væksthus Syddanmark, Teknologisk Institut og Odense Robotics ved Udvikling Fyn.

Elitetræningscenteret er en del af det landsdækkende initiativ Scale-up Denmark, som giver virksomheder med et ekstraordinært vækstpotentiale adgang til stærke faglige miljøer og intensiv træning. 

- Vi er rigtig stærke inden for robotteknologi i Syddanmark, og med det nye elitetræningscenter har vi et rigtig godt tilbud til virksomhederne. Samtidig understøtter centeret et område, som er i voldsom vækst og har et stort globalt potentiale, siger formand for Syddansk Vækstforum og Region Syddanmark, Stephanie Lose (V).

Endnu et Scale-up elitetræningscenter
I Syddanmark er der på nuværende tidspunkt etableret Scale-up elitetræningscentre inden for energieffektive teknologier, offshore industri og sundheds- og velfærdsteknologi. 

Med den aftale, der nu er indgået inden for robotteknologi, er der nu også en god scale-up mulighed for de mange nye og lovende robotvirksomheder. 

Læs også Robotindustrien skriger efter veluddannet arbejdskraft

- Hos MiR kan vi kun bakke op om, at Scale-up Denmark nu også får et elitetræningscenter med fokus på robotteknologi. I Danmark øjner robotbranchen store muligheder i disse år, og et initiativ som Scale-up Denmark kan bidrage til, at de virksomheder, der netop står på spring med den gode ide og et stort vækstpotentiale, får chancen for at indgå i elitetræningscentret og hurtigt skalere deres vækst, siger CEO Thomas Visti, Mobile Industrial Robots.

- Vi ser frem til, at vi nu har et Scale-up elitetræningscenter inden for robotteknologi, hvor vi løfter virksomhederne op i superligaen. Initiativet bygger oven på Teknologisk Instituts Center for Robotteknologi i Odense, hvor vi allerede arbejder målrettet med at fostre start-ups, siger direktør for Produktion ved Teknologisk Institut, Anne-Lise Høg Lejre.

Fakta om Scale-up Denmark

• Scale-up Denmark er et landsdækkende treårigt vækstinitiativ, som de fem regioner og Erhvervsstyrelsen samarbejder om.
• Det er målet med Scale-up Denmark, at mere end 355 særligt lovende virksomheder vokser sig store og skaber over 1.200 nye arbejdspladser og en meromsætning på omkring 2 milliarder kroner i løbet af fem år. 
• For at nå i mål er der etableret regionale træningscentre, der er baseret på de regionale specialiseringer og styrker. Initiativet tager altså afsæt i en ”arbejdsdeling” mellem regionerne.
• Det er de bedste nationale og internationale virksomheder med potentiale til at udvikle sig til vækstvirksomheder inden for forretningsområderne, der rekrutteres til træningscentrene.