Millioner til veje og broer i Odense

Nedslidte broer, veje, fortove og cykelstier i Odense skal de kommende år akut renoveres for 134 millioner kroner.

Byrådet afsatte i budgetforliget for 2015 i alt 134 millioner kroner til forbedringer af den trafikale infrastruktur, og nu har By- og Kulturforvaltningen lavet et udspil til, hvor og hvordan pengene skal bruges.

De mange millioner er dog slet ikke nok til at bringe de i alt 658 kilometer veje op på såkaldt "middel" niveau. Det ville kræve en investering på 1,17 milliarder kroner de næste 10 år.

Derfor har forvaltningen udpeget en række områder, som især trænger til genopretning.

I følge planen skal millionerne indtil 2018 bruges til akutreperationer af broer på Rugårdsvej, Åsumvej, Bogensevej, Kløvermosevej, Stenløsevej og Ejbygade. Derudover skal broen over Rismarksvej vedligeholdes, men her har byrådet allerede afsat 62 millioner kroner.

I alt forventer kommunen, at der skal bruges 12,8 millioner kroner på kørebanerne, 5,7 millioner på cykelstier, 6,7 millioner kroner til fortove og 92,5 millioner kroner til broer og bygværk. Samtidig skal der investeres i vejafvanding for 16,7 millioner kroner.

Oversigt

    Oversigt