I det fynske folks tjeneste

Millionfund ved rocker ransagninger

Ransagninger af forskellige adresser med tilknytning til Hells Angels førte onsdag til, at en 29-årig rocker blev anholdt. Han sigtes nu for skattesvig af så grov karakter, at politiet torsdag vil kræve ham fængslet ved retten i Middelfart. Ransagningerne førte også til, at politiet beslaglagde en ædelsten til en anslået værdi af 2,8 millioner kr., en Mercedes AMG 55, et større kontantbeløb samt \"diverse værdifulde effekter og indbo\".

-

Ransagninger af forskellige adresser med tilknytning til Hells Angels førte onsdag til, at en 29-årig rocker blev anholdt. Han sigtes nu for skattesvig af så grov karakter, at politiet torsdag vil kræve ham fængslet ved retten i Middelfart.
Rockeren sigtes også for overtrædelse af våbenloven, fordi politiet under ransagningen af mandens ejendom i Middelfart fandt en 9 mm pistol, oplyser kriminalinspektør Albert Rasmussen fra Middelfart.
Da manden onsdag eftermiddag stadig var til afhøring, vides det endnu ikke, om han vil erkende sig skyldig i sigtelsen.

Ransagningerne førte også til, at politiet beslaglagde en ædelsten til en anslået værdi af 2,8 millioner kr., en Mercedes AMG 55, et større kontantbeløb samt \"diverse værdifulde effekter og indbo\", skriver kriminalinspektøren i en pressemeddelelse.
Aktionen blev gennemført på baggrund af et samarbejde mellem Middelfart Kommune, ToldSkat og rigspolitiets efterforskningscenter, der foretog ransagninger på i alt syv adresser i Danmark og Tyskland.

Omkring 50 betjente ransagede onsdag morgen Hells Angels\' tilholdssted i Skt. Jørgens Gade i Odense. Kriminalinspektøren i Middelfart vil ikke oplyse de øvrige adresser eller baggrunden for mistanken om skattesvig.

\"De øvrige ransagninger foregik hos personer, der ikke vil blive sigtet. De drejede sig om at indsamle dokumentation for forskellige transaktioner, og den fik vi. Mere kan jeg ikke oplyse nu af hensyn til den videre efterforskning\", siger Albert Rasmussen til Ritzau.

Den 29-årige mand bliver efter alt at dømme fremstillet i retten i Middelfart tidligt torsdag morgen.
Anholdelsen falder sammen med, at chefkriminalinspektør Per Larsen fra Københavns Politi har bebudet, at politiet mener at have beviser mod en række rockere, som kan se frem til at blive sigtet for moms- og skattesvig i millionklassen.

Ved du noget? Så send os et tip