Millionindsprøjtning til fynsk museum

For anden gang på under to år får Faaborg Museum ekstra penge af kommunen.

Faaborg Museum får nu flere penge til sit renoverings- og udviklingsprojekt, som strækker sig over de kommende år.

Det er kommunalbestyrelsen i Faaborg-Midtfyn Kommune, som har besluttet at give Faaborg Museum en millionindsprøjtning.

Som led i budgetaftalen for 2019 er museet i Faaborg blevet tildelt yderligere 1,3 millioner kroner. Det betyder, at museet fra 2019 får i alt 3,3 millioner kroner i årlig driftsstøtte fra kommunen.

Flere penge end forventet

Tidligere i år blev det meldt ud, at politikerne skulle tage stilling til, om der skulle afsættes 600.000 årligt i 2019-2021 til museet. Nu er det altså blevet til 1,3 millioner i stedet.

quote Faaborg Museum er en vigtig brik i at gøre Faaborg til en af landets foretrukne oplevelses- og turistdestinationer

Hans Stavnsager (S), borgmester i Faaborg-Midtfyns Kommune

Pengene skal blandt andet bruges til at renovere og udvikle museet, så det kan leve op til internationale krav om klima og lysforhold, så museet kan få lov til at få og låne værker fra internationale museer.

Det glæder borgmester Hans Stavnsager (S), som kan se fordelene i at løfte én af kommunens centrale kulturinstitutioner.

-  Faaborg Museum er en vigtig brik i vores ambitioner om at gøre Faaborg til en af landets foretrukne oplevelses- og turistdestinationer. Derfor har vi valgt at give museet et økonomisk løft for at sikre, at museet kommer godt igennem den forestående renovering og udvidelse af museets bygninger, siger Hans Stavnsager.

Fra industriby til turistby

Netop ønsket om at gøre Faaborg til en by, som i stigende grad tiltrækker turister og tilflyttere, er byens borgmester ikke alene om at have. 

Museumsdirektør Gertrud Hvidberg-Hansen er også positiv over milliontilskuddet.

- Faaborg Museum får nu et meget mærkbart økonomisk løft, og det får stor betydning for vores udviklingsplaner og vores arbejde med at forløse museets store potentiale yderligere, siger hun.

Oversigt

    Oversigt