I det fynske folks tjeneste

Millioninvestering i Faaborg-Midtfyn

Tirsdag eftermiddag præsenterer Faaborg-Midtfyn Kommunes Tænketank sine anbefalinger til vækst i kommunen.

Anbefalingerne overdrages til borgmesteren og kommunalbestyrelsen på Rådhuset i Ringe.

Tænketanken mener, at kommunen skal have ambitioner om at øge bosætningen og skabe bedre rammer for erhvervslivet.

Kommunen skal med andre ord op i gear, hvis udviklingen med faldende befolkningstal, jobmangel og stigende udgifter skal vendes.

- Denne strategi kan ikke købes - den skal leveres. Vi har givet vores bedste bud på en vækststrategi for kommunen, og nu er det politikernes ansvar at beslutte og realisere strategien sammen med borgere og virksomheder. Kun handlekraft kan skabe udvikling, siger Søren Brandi, formand for tænketanken.

30 millioner kroner

Tænketanken foreslår politikerne at afsætte knap 30 millioner kroner årligt til de udviklingsaktiviteter, der er beskrevet i anbefalingerne.

- 30 millioner kroner er cirka én procent af Faaborg-Midtfyn Kommunes årlige budget. I en privat virksomhed er det meget lidt at sætte af til innovation og udvikling. I en tid, hvor der er et faldende antal arbejdspladser i kommunen - senest med lukningen af Danish Crown på havnen i Faaborg - vil denne investering først og fremmest skabe stolthed og dernæst en befolkningstilvækst, der kan bidrage til kommunens fremtidige velfærd siger Søren Brandi.

Tænketanken blev sat i gang midt i et kommunalvalg og har således både den forrige og den nuværende borgmester som fadder.

Gruppen har analyseret den lokale erhvervsstruktur og de lokale udfordringer, gennemført fire workshops og undervejs spurgt kommunens 21 lokalråd og udvalgte foreninger til råds.