I det fynske folks tjeneste

Millioninvestering: Thorborg investerer i robotjobs

01:40

BeamPro er en telepresence-robot, der f.ek.s gør det muligt for langtidssyge elever at være med i klasseundervisningen. Stifterne af Blue Ocean Robotics, Claus Risager, Rune K. Larsen og Jørn Erland Østergaard med investorer Niels Thorborg og Jørn Tholstrup Rohde glæder sig til at udklække flere nye virksomheder i robotindustrien. Foto: Pernille Kjær Nielsen

1 af 2

L'easymilliardær Niels Thorborg er blandt investorerne, der skyder knap 51 millioner kroner i Blue Ocean Robotics.

Den fynske milliardær Niels Thorborg udvider nu sit forretningsimperium med robotter. Sammen med Jørn Tholstrup Rohde har han valgt at investere i  Blue Ocean Robotics. Hvor mange penge, de har investeret, forbliver dog en forretningshemmelighed.

-Det er nu teknologien er moden, og der er et kæmpe marked i hele verden for de små samarbejdende robotter, siger Niels Thorborg til TV2 Fyn. 

 

Odense har de seneste år arbejdet sig til en position som verdens førende inden for robotteknologi, og derfor er det et område, jeg har fulgt med stor interesse

Niels Thorborg

Niels Thorborg er koncernchef i 3C Groups, og meget aktiv i Odenses udvikling og i flere bestyrelser, blandt andet er  han medlem af SDU’s bestyrelse. Jørn Tolstrup Rohde er tidligere blandt andet Senior Vice President for Carlsberg Group med ansvar for Europa og CEO for KiMS A/S.

- Jeg har haft en positiv dialog med ejerne bag Blue Ocean Robotics igennem nogen tid, og jo mere indsigt, jeg fik i virksomheden, desto mere overbevisende fremstod den, siger Jørn Tolstrup Rohde.

Manglende millioner

Blue Ocean Robotics stod og manglede kapital til at udvikle robotter og satse på de globale markeder. Koncernen  havde overvejelser om en børsnotering på Nasdaq OMX First North i Stockholm. Men ved at vælge at fortsætte som privat selskab, er der mulighed for en tættere dialog med en lille gruppe af dedikerede investorer. Virksomheden har derfor i samråd med Fundamental Fondsmæglerselskab A/S valgt at sætte børsnoteringen på pause på ubestemt tid.

I begyndelsen af august kunne Blue Ocean Robotics melde at første investeringsrunde var afsluttet med “verdens bedste investor” Michael Voss fra Fundamental Fondsmæglerselskab A/S.

 

LIge nu udvikler Blue Ocean Robotics 16 nye robotter, herunder en drone, der kan være med til at slukke brande i forbindelse med oliespild på havet. Foto: Pernille Kjær Nielsen

I alt har en lille gruppe af investorer og samarbejdspartnere foruden medarbejderne i koncernen - heriblandt altså Niels Thorborg og Jørn Tolstrup Rohde - tilsammen investeret 50,72 millioner kroner. Penge, der blandt andet skal bruges til at konsolidere den globale vækst, styrke udviklingen af egne robotter og udklække flere succesfulde spin-out virksomheder. Så investeringen gør det muligt at udvikle virksomheden på markeder som USA, Kina, Sydøstasien og Europa.

- Blue Ocean Robotics er baseret på en stærk kompetence og kombineret med et kommercielt perspektiv har virksomheden udviklet en unik forretningsmodel, der rummer et enormt potentiale. Det glæder os derfor, at vi nu har fået mulighed for at være med, forklarer Niels Thorborg.

Rugekasse for nye robotvirksomheder

Ved at etablere tætte strategiske partnerskaber med nøgleaktører inden for en bred vifte af brancher udvikler Blue Ocean Robotics nye robotløsninger gennem RoBi-X.

Læs også Robot-jobs: 800 stillinger skal besættes de næste par år

Når løsninger er blevet designet, udviklet og gjort klar til markedet, så de kan stå på egne ben, trækkes løsninger ud i spin-out selskaber med selvstændig ledelse, men stadig med en nær tilknytning til Blue Ocean Robotics. Gennem denne model består Blue Ocean Robotics gruppen i dag af 22 virksomheder og mindst 8 nye er på vej i indeværende år.

- På få år er virksomheden etableret med partnere i mere end 10 lande, og Blue Ocean Robotics har et stort potentiale for at skabe meget interessante spin-out selskaber. Så jeg ser et betydeligt internationalt vækstpotentiale, og jeg ser frem til aktivt at tage del i bestyrelsesarbejdet, siger Jørn Tolstrup Rohde, der bliver ny bestyrelsesformand.

Børnotering på pause

Næsten 100 investorer har vist deres interesse, nu er det endt med flere grupper af investorer, der passer til de behov, selskabet har. Det er dels en række kinesiske virksomheder, der kan være en indgang til det asiatiske marked og en gruppe virksomheder under Fundamental Fondsmæglerselskab A/S. Niels Thorborg og Jørgen Tolstrup Rohde repræsenterer en meget stærkt industriel tyngde.

- De har en stor erfaring med at drive større industriselskaber. Og vi er kommet fra at være en lille spiller til at blive mellemstor. Vi har brug for deres hjælp til at drive en større virksomheder, siger en af grundlæggerne af Blue Ocean Robotics, Claus Risager, til TV2 Fyn

Kapitaltilførslen og ikke mindst de samarbejdsmuligheder det har givet, giver også koncernen mulighed for at realisere planer, der hidtil har været uden for rækkevidde. Valget af investorer har mindst af alt haft noget at gøre med penge, siger Claus Risager:

- Det mindste spørgsmål har handlet om penge, det vigtiste for os har været at finde de rigtige personer for at matche de behov, vi har, for at udvikle os videre, fortæller han.

Læs også International ekspert jagter fynsk roboteventyr

Efter at have afsluttet 2. investeringsrunde ejes 28,3 procent af virksomheden nu af eksterne investorer. De sidste 66,7 procent ejes fortsat af de tre grundlæggere, Co-CEOs og Partnere, Claus Risager, Rune K. Larsen og John Erland Østergaard. De tre stiftere forventer at føre selskabet videre uden afgørende ændringer i den daglige drift eller organisation.

Tæt dialog med investorerne

- Med den etablerede gruppe af investorer på plads er vi klar til, at sætte fart på flere projekter som indgår i vores RoBi-X program og vores internationale udvidelse med Joint Ventures franchises i USA, Europa og Asien. Det afgørende for os i investeringsprocessen er de menneskelige ressourcer, der kommer med og som bliver en del af bestyrelsen og den tætte dialog vi nu kan have med vores investorer i forhold til yderligere ekspansion og kommercialisering af vores robotteknologi, siger Claus Risager til TV2 Fyn.

Den nyoprettede bestyrelse består foruden de tre grundlæggere af Jørn Tolstrup Rohde, der bliver ny bestyrelsesformand, Jacob Bro Eriksen fra Fundamental Fondsmæglerselskab A/S, samt Henrik I. Christensen, formand for President Obama’s styregruppe for robotteknologi.

-Det er en udviklingsforretning, der skal udvikles og der skal kommercialiseres. Der vil gå en overrække før man ser et gennembrud, men indenfor en 3-5 år så skal man kunne begynde at se resultater, siger Jørn Tolstrup Rohde.

 

Om Blue Ocean Robotics

  • Blue Ocean Robotics udvikler og kommercialiserer robotter. Selskabet anvender robotteknologi til at skabe innovative løsninger til slutbrugere og nye forretningsmuligheder gennem partnerskaber.
  • Blue Ocean Robotics blev etableret i 2013 af de nuværende Co-CEOs og Partnere, Claus Risager, Rune K. Larsen og John Erland Østergaard.
  • Blue Ocean Robotics blev anerkendt blandt de 20 mest lovende udbydere af robotløsninger i verden af amerikanske CIO Review. Det er denne udvikling, man ønsker at fortsætte med kapital fra nye investorer.
  • Koncernen har været 3 år på markedet, og i dag har Blue Ocean Robotics mere end 110 medarbejdere på verdensplan, fordelt i 11 lande og tæller endvidere mere end 29 salgspartnere verden over, i blandt andet Danmark, Finland, Mexico, USA, Qatar, UAE og Singapore.
  • Koncernen omsætter for ca. 60 millioner kroner om året og forventer en kraftig stigning på omsætningen i de kommende år.

 

03:42

Den 31. maj i år indviede Blue Ocean Robotics deres nye domicil i Odense med en femdobling af pladsen. Virksomheden manglede et tocifret millionbeløb til nye udviklingsprojekter. Og investorerne stod på venteliste for at investere.

Luk video

 

 

Ved du noget? Så send os et tip