Millionregning for dobbeltdrab

Retfærdigheden har sin pris. Det ved man alt om i drabsafdelingen hos Fyns Politi, hvor efterforskningen i dobbeltdrabet fra Tusindårsskoven løber op i mange millioner kroner.

Da ægteparret Heidi Nielsen og Bjarne Johansen brutalt blev skudt ned under en aftentur den 13. april i år, udløste det en af de største efterforskninger på Fyn i nyere tid.

- Det der kommer først for mig, det er at få opklaret sådan en sag. Og så må man sige, koste hvad det koste vil, siger drabschef Henrik Justesen fra Fyns Politi.

Efterforskningen involverede et utal af eksperter, og den samlede regning løber op i millioner af kroner.

- Det er her i drabsafdelingen, at vi sammen med kriminalteknikkerne afgør, hvem der skal ind over efterforskningen og hvem, der er gode til det, siger Henrik Justesen.

Låsesmede og antropologer

Under efterforskningen indhentede politiet hjælp fra blandt andet låsesmede, antropologer og arkæologer.

På retsmedicinsk institut har politiet betalt 27.000 kroner for obduktionerne.

- Det er især politiarbejde, der løser sagerne. Men vi er et værktøj som politiet kan bruge, og det kan være rigtig viden for politiet, siger statsobducent Jørgen L. Thomsen fra Retsmedicinsk Institut på SDU.

Arkæologer fra Moesgaard Museum har hjulpet med at undersøge jorden omkring drabsstedet og finde blandt andet projektiler. Regningen lyder på 30-40.000 kroner.

Dykkere fra Frømandskorpset undersøgte Langesøsø og fandt det formoede drabsvåben. Det kostede 50.000 kroner.

Men en af de helt store regninger kommer for DNA-analyserne, som i følge eksperter kan løbe op i omkring 1 million kroner.

Gav bonus

- Jeg skal altid tænke økonomi ind i efterforskningen. Hvad koster det og hvad kan vi opnå og hvor lang tid tager det, siger Henrik Justesen.

Den største regning må politiet dog selv betale. Efterforskningen udløste 2500 overarbejdstimer hos politiet, og de skal over de kommende måneder afvikles.

Men selvom efterforskningen har været dyr, så fortryder drabschefen ikke, at der blev benyttet så mange eksperter.

- Det er vigtigt at vi får vendt hver en sten i sådan en sag her, og afleverer et stykke efterforskningsarbejde vi kan stå helt inde for, siger Henrik Justesen.

I denne sag var pengene tilsyneladende givet godt ud. En 38-årig mand er sigtet og varetægtsfængslet i sagen.

Brug af eksperter

Oversigt

    Oversigt