Mindre forurening fra landbruget

De fynske landmænd har fået noget at være stolte af. Helt nye tal fra Dansk landbrug dokumenterer at mængden af ammoniak-udledning fra landbrugenes gylle-spredning er reduceret.

Stor fynsk tilfredshed

- Det er utroligt positive nyheder. Det understreger bare at sidste års lovstramning på gylleområdet har nyttet nået, så det er en stor tilfredsstillelse, siger Niels Rasmussen, torsdag til TV2 /FYN. Han er formand for de Fynske Landboforeninger,

Dansk landbrug har vurderet ammoniak-udledningen fra de danske husdyrbrug. Siden sidste måling er der sket en reducering på 6000 tons N.

- Det er et stort tal, og derfor er det meget positivt, siger Martin N Hansen fra Danmarks Jordbrugsforskning.
I procent er der sket en reducering på 8 pct.

Strammere regler på gylleområdet har hjulpet

I august 2004 blev det bestemt ved lov at landmænd fremover skal lukke gylle ud på deres marker ved hjælp af såkaldte slæbeslanger.
Tidligere, når jorden skulle gødes, så skete det med en gyllespreder. Gyllen blev kastet op i luften, og det havde nogle dårlige konsekvenser. En del af ammoniakken i gyllen nåede ganske enkelt at fordampe i luften inden den nåede jorden,og det er lig forurening.

Nu siver gyllen via slæbeslanger, der trækkes henover marken, ned i jorden.

Niels Rasmussen er tilfreds med sidste års lovkrav især nu, hvor det viser at have effekt.
- Landmænd plejer ellers ikke at være glade for regelstyring, men i dette tilfælde er det kun i alles interesse, at miljøet får det bedre.

Han mener desuden at de nye regler om fast overdækning på landets gylletanke også har sin del af fortjenesten.

Læs mere her

Oversigt

    Oversigt