I det fynske folks tjeneste

Minibus hamrer op i parkeret lastbil

Onsdag morgen kørte en minibus op i en parkeret lastbil på Svendborg Landevej i Øksendrup.

Der er glat flere steder på Fyn, og det var formentlig dét, der var skyld i, at en minibus onsdag morgen klokken 6.15 kørte op i en parkeret lastbil på Svendborg Landevej i Øksendrup nær Nyborg.

Omkring klokken otte var oprydningen overstået og minibussen fjernet, fortæller Fyns Politis vagtchef Anders Furbo Therkelsen.

- Vi har anmodet om, at der bliver saltet ekstra godt. Der er glat mange steder på Fyn, siger han til TV 2/Fyn. 

Læs også Niårig dreng kørt ned af flugtbilist: Fem henvendelser til politiet

Chaufføren af minibussen samt de tre voksne passagerer er alle kørt på Odense Universitetshospital til tjek.

- Der er ingen livstruende personskade. En har brækket benet, og det er umiddelbart det alvorligste, fortæller Anders Furbo Therkelsen. 

Uheldet skete, da lastbilen var ved at læsse varer af.

Undersøgelser skal endeligt vise, hvordan uheldet kunne ske. Det er uvist, om lastbilen har holdt på selve vejen eller om minibussen er gledet ud i vejkanten. 

- En opfordring til at køre forsigtigt kan vi i hvert fald godt give, siger Anders Furbo Therkelsen. 

Læs også Højskoleelev i kritisk tilstand efter påkørsel

Ved du noget? Så send os et tip