Minister-åbning: Satsmidler kan give hurtigere behandling af sexkrænkede

Socialminister Mai Mercado (K) klar til at diskutere flere midler til sexkrænkede, der lider af senfølger. Socialdemokrater yderst tilfredse med åbning.

Der er nu udsigt til, at sexkrænkede, der slås med de psykiske eftervirkninger af overgrebene, kan komme hurtigere i behandling.

I hvert fald åbner socialminister Mai Mercado (K) nu op for muligheden for at diskutere størrelsen af de satsmidler, der anvendes til landets specialcentre for senskadede, der er blevet sexkrænket.

Åbningen kommer i et svar til det fynske socialdemokratiske folketingsmedlem Julie Skovsby, der har taget sagen op efter TV2 /Fyn har bragt flere indslag og artikler om de lange ventelister.

- Såfremt der er et ønske blandt partierne bag satspuljeaftalen om at drøfte indsatsen til mennesker med senfølger efter seksuelle overgreb i forbindelse med efterårets satspuljeforhandlinger, er jeg naturligvis åben for dette, skriver ministeren i sit svar. 

Ventetiderne er lange

Det fremgår af ministerens svar, at ventetiderne i de tre specialcentre på området er lange.

I CSM Midt-Nord er den samlede ventetid fra visitation, inklusiv deltagelse i senfølgegruppe, til den individuelle terapi eller gruppeterapien mellem 15 til 18 måneder. 

quote Såfremt der er et ønske blandt partierne bag satspuljeaftalen om at drøfte indsatsen til mennesker med senfølger efter seksuelle overgreb i forbindelse med efterårets satspuljeforhandlinger, er jeg naturligvis åben for dette

Mai Mercado (K), socialminister 

CSM Syd i Odense oplyser, at der er cirka seks måneders ventetid på visitation. Ventetiden på behandling er et år og ti måneder for behandling i Odense og to år og syv måneder for behandling i Vojens. 
 
CSM Øst oplyser, at der er løbende optag i de behandlingsgrupper, hvor der er plads til flere deltagere, hvorfor ventelisten ikke opgøres i tid eller følges kronologisk.

Ros til ministeren

Julie Skovsby skriver i en mail til TV2 /Fyn, at Mai Mercado bør have ros.

Julie Skovsby har tidligere været kritisk over, at ministeren slog fast, at specialcentrene (CSM) ikke er det eneste tilbud til sexkrænkede, men at kommuner og regioner også har relevante tilbud.

- Ministeren fortjener ros for sine svar og især for åbningen i forbinndelse med efterårets satspuljeforhandlinger, skriver Julie Skovsby til TV2 /Fyn. 

Mai Mercados svar

 

 

 

Oversigt

    Oversigt