Minister afliver nationalpark på Sydfyn

Tre sydfynske borgmestre fik onsdag et brev fra miljøminister Ida Auken med besked om, at der ikke kommer en nationalpark på Sydfyn foreløbig. Partierne i Folketinget er enige om ikke at udpege nye nationalparker, skriver hun.

Ida Auken har skrevet til borgmestrene i Assens, Svendborg og Faaborg-Midtfyn Kommuner, skriver Fyns Amts Avis.

I brevet skriver hun, at det er godt med lokal opbakning til at fremme natur, landskab og friluftsliv.

- Jeg har imidlertid ikke for nuværende planer om udpegning af nye nationalparker, skriver miljøministeren i brevet til de tre borgmestre.

Borgmesteren i Faaborg-Midtfyn Kommune, Hans Jørgensen Soc.dem., ærgrer sig:

- Det er brandærgerligt, at forligsparterne har bundet hinanden op på, at de skal være 110 procent enige, siger Hans Jørgensen til Fyns Amts Avis.

Oversigt

    Oversigt