I det fynske folks tjeneste

Minister bakker op om kulfri fjernvarme på Fyn i 2025

Energiministeren klar til at gå i dialog med Odenses borgmester for at sikre at omstillingen ikke koster på fjernvarmeregningen.

00:16

Video: Flemming Ellegaard

Odenses borgmester Peter Rahbæk Juel (S) vil gøre Fjernvarme Fyn helt uafhængig af kul allerede i 2025 - fem år før den danske regerings målsætning, som er i 2030.

- Men hvis Fynsværket skal være kulfrit allerede i 2025, kræver det en særlig indsats fra regering og folketing. Ellers vil det få alvorlige konsekvenser for især gartnerierhvervet.  Derfor vil vi gerne i dialog med klima- og energiministeren, så vi kan få hjulpet især gartnerierne ud af deres kulafhængighed, siger Peter Rahbæk Juel.

Borgmesteren mødtes mandag eftermiddag med energi- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V) i TV 2/Fyns studie i Odense for at diskutere de udfordringer, der er forbundet med at gøre Fynsværket fri af fossile brændsler fem år før tid.

Her roste Lars Christian Lilleholt beslutningen om at gøre Fjernvarme Fyn uafhængig af kul tidligere end planlagt. Og han sagde, at regeringen gerne vil være med til at finde løsninger, så det ikke kommer til at koste på fjernvarmeregningen for private og erhvervsliv.

- Jeg vil gerne invitere til et møde, så vi kan finde en løsning. Er der nogle muligheder indenfor de gældende rammer og nuværende lovgivning? Er det tilskud, der skal til?

- Der er allerede afsat penge til omstillingen frem mod 2030, men kan vi få de penge i spil tidligere? Kan vi anvende affaldsvarmen (som næsten ikke er belagt med afgifter, red.) fra Fynsværket og målrette den til gartnerierne? Det er nogle af de spørgsmål, jeg rigtig gerne vil se nærmere på, siger Lars Christian Lilleholt. 

Politisk vilje til forandring

Odenses borgmester Peter Rahbæk Juel lægger ikke skjul på, at der er brug for "kroner og ører", hvis omstillingen skal sikres uden ekstra omkostninger for fjernvarmeforbrugerne og erhvervslivet.

01:43

Lars Christian Lilleholt og borgmester Peter Rahbæk Juel i studiet.

Luk video

- Jeg vil gerne kvittere for den udstrakte hånd fra ministeren. Der er brug for en Lex Odense, der sikrer gartnerierne, så de kommer ud af deres kulafhængighed. Det kan være en særlig lovgivning, fordi Fyn er i en særlig situation, siger Peter Rahbæk Juel.

Det forslag vil Lars Christian Lilleholt dog ikke umiddelbart forholde sig til.

- Nej, det vil jeg ikke. Jeg tror, at løsningen bliver et mix af forskellige tiltag. Jeg kommer ikke lige med en pose penge på 400-500 millioner til Odense. Det afgørende er, at der er politisk vilje til at løse de her udfordringer, fordi regeringen gerne vil have udfaset kulkraft fra de store byer. Og viljen er tilstede, siger Lars Christian Lilleholt.