Minister: Bøller kan miste kontanthjælp

Socialministeren er klar til at tage kontanthjælp fra Vollsmose-bøller. Men det kan ikke stå alene, lyder det

Social- og integrationsminister Karen Hækkerup (S) er klar til at ramme kriminelle elementer i Vollsmose på pengepungen. Men det kan ikke løse problemet alene, understreger hun torsdag ved et besøg på politigården i Odense.

- Det kan være et rigtig godt instrument, men det kan ikke stå alene. Hvis man bare tager pengene fra folk og lader dem sejle deres egen sø, så når vi ingen vegne. Vi skal stille krav til folks deltagelse og sørge for, at de rent faktisk skifter spor, siger hun.

Også Odenses borgmester, Anker Boye (S), er med på at bruge økonomiske sanktioner mod uromagerne.

- De her unge mennesker, som ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt, dem har vi også en social indsats over for, siger han og fortsætter:

- Det har vi faktisk haft held med at gøre med nogle af de værste rødder og på den møde styre dem ind i et ordentligt forløb.

Anker Boye peger på den såkaldte Al Capone-metode, hvor man konstant går kriminelles økonomiske forhold efter i sømmene, som et effektivt middel.

- De skal vide, at vi er på nakken af dem dag og nat, siger han.

Dermed lægger socialministeren og borgmesteren sig på linje med social- og arbejdsmarkedsrådmand i Odense Kommune, Peter Rahbæk Juel (S).

Rådmanden har netop foreslået at tage kontanthjælpen fra de unge, som natten til tirsdag raserede skadestuen på Odense Universitetshospital.

Er der kontanthjælpsmodtagere blandt de cirka 70 unge, som stormede skadestuen, og passer de ikke deres aktivering, så ryger kontanthjælpen, lyder rådmandens forslag.

Urolighederne i Odense begyndte mandag aften ved en ramadanfest i Vollsmose, hvor en 26-årig blev skudt og stukket med kniv. Efterfølgende ville stor gruppe ophidsede, unge mænd have fingre i den skudramte på skadestuen, som de hærgede.

Sammen med to andre socialdemokratiske ministre, nemlig justitsminister Morten Bødskov og boligminister Carsten Hansen, har Karen Hækkerup torsdag været til hastemøde om den socialt belastede bydel på politigården i centrum af Odense.

Oversigt

    Oversigt