I det fynske folks tjeneste

Minister forudser et bedre liv til TV2 efter salg

Regeringen tager hul på forberedelse til at privatisere TV2. Det er ikke en kritik af tv-stationen, lyder det.

Læs også TV2-job ikke længere bundet til Odense

Det gav god mening, at staten i 1988 brød DR's tv-monopol ved at etablere TV2. Men nu, hvor TV2 godt kan stå på egne ben, er der ikke længere grund til, at tv-stationen er statsejet, siger kulturminister Mette Bock (LA).

Hun er onsdag kaldt i samråd for at uddybe, hvorfor og hvordan regeringen ønsker at privatisere TV2.

- Jeg tror, at TV2 vil få et bedre liv, siger Mette Bock under samrådet og henviser til, at en privatisering vil give tv-stationen friere rammer til at lave nye strategiske satsninger.

- Regeringen finder det ikke hensigtsmæssigt, at vi stadig har så massiv en statslig dominans. Vi roser os selv af at leve i et frit demokratisk samfund med frie medier, lyder det fra kulturministeren, som tilføjer:

- Det er bestemt ikke nogen kritik af TV2. Jeg synes, de gør det rigtig godt.

Regeringsgrundlaget slår fast, at staten ikke skal eje selskaber, som er "i direkte konkurrence med privatejede virksomheder".  Derfor er det regeringens mål, at staten "som udgangspunkt skal afhænde" den slags selskaber.

- Regeringen ønsker at privatisere TV2, efter at den nuværende mediepolitiske aftale for 2015 til 2018 udløber, hedder det i regeringsgrundlaget, der slår fast, at forberedelsen af privatiseringen skal indledes i år.

Læs også TV 2 skal blive i Odense

- Der er ingen grund til ikke at sælge TV2 og sige, at nu må TV2 klare sig på markedsvilkår, siger Mette Bock.

Det er Socialdemokratiets kultur- og medieordfører, Mogens Jensen, der har kaldt ministeren i samråd. Han vil høre, om privatiseringen ikke risikerer at give en dårligere kvalitet.

- Jo, men der er også en chance for, at det kan blive endnu bedre, kvitterer Mette Bock.

Hun understreger, at regeringen vil sikre, at der fortsat er et "bredt udbud af public service-indhold" efter et salg af tv-stationen.

Hvordan det præcis skal ske, giver hun ikke noget bud på. Men ministeren er ikke afvisende over for at gøre public service-forpligtelser til en del af et kommende udbud.

Fakta om TV2

Hovedsæde: Kvægtorvet på Rugaardsvej 25 i Odense
TV 2 sendte for første gang 1. oktober 1988
Antal ansatte i 2015: 1146  personer
Heraf ansat i Odense: 548 personer
Heraf ansat i København: 564 personer

 

Ved du noget? Så send os et tip