Minister garanterer penge til fynske sundhedsopgaver

De to borgmestre Kenneth Muhs (V) og Kasper Ejsing Olesen (S) er enige om, at regeringen skal holdes i kort snor, når det kommer til finansiereing af sundhedshuse.

Ved Holmegade i Nyborg skal der ligge et sundhedshus med blandt andre læger, kiropraktorer og fysioterapeuter og 30 rehabiliteringspladser.

Det begejstrer børne- og socialminister Mai Mercado (K), som onsdag var på visit i Storebæltsbyen for at høre om Nyborg Kommunes planer. Kommunen har nemlig søgt om 56 millioner statslige kroner til projektet.

- Jeg synes det er fantastiske planer, som Nyborg har. Og det passer fuldstændig ind i den drøm og den vision vi har for fremtidens sundhedsvæsen. Så man må bare sige, der er virkelig nogen der har tænkt fremad, sagde en åbenlys tilfreds Mai Mercado.

VLAK-regeringen og Dansk Folkeparti fremlagde nemlig tirsdag et udspil om en sundhedsreform, hvor der er afsat 254 millioner kroner til at bygge sundhedscentre for på Fyn.

Men mens Nyborg Kommunes venstreborgmester, Kenneth Muhs, håber, at man allerede i april får tildelt millioner fra den første pulje til sundhedscentrene, så er Kerteminde Kommunes socialdemokratiske borgmester, Kasper Ejsing Olesen, skeptisk i forhold til regerningens planer.

- Der kommer til at sidde nogen og bestemme, hvad for nogen kvalitetsstandarder der skal være rundt om - også i sundhedshusene. Dem skal vi jo så leve op til. Det skal der noget finansiering til. Sådan er det jo, når der skal gøres noget, siger Kasper Ejsing Olesen og tilføjer:

- Og vi får som kommune lov til at være repræsenteret, men vi får ikke noget at sige i forhold til kvalitetstandarderne. Vi skal bare finde pengene.

Men det kommer ikke til at være sådan, siger Mai Mercado. Hun siger til Tv 2/Fyn, at hvis kommunerne bliver bedt om, at løfte flere opgaver - eksempelvis hvis man indfører nogle kvalitetsstandarder -, så vil kommunerne også blive kompenseret:

- Det her handler det om, at vi gerne vil understøtte strukturen. Det handler om, at vi gerne vil skabe mulighed for igennem at bygge anlæg, at vi kan få rykket sundhedsvæsenet tættere på, siger ministeren.

Muhs: Vi holder øje med finansieringen

Kenneth Muhs er enig med sin kollega i Kerteminde og siger til TV 2/Fyn, at der skal følge finansiering med for at kommunerne kan løfte opgaven:

- Også i forhold til at vi bliver flere der skal have andel i sundhedsløsningerne fremadrettet. Derfor skal der finansiering med ud, så det holder vi meget øje med. Det gør vi også igennem KL, hvor vi også er meget opmærksomme på, at når der kommer opgaver ud, så skal der følge penge med.

Mercado giver garanti

Mai Mercado garanterer overfor TV 2/Fyn, at der i denne forbindelse vil følge penge med, når opgaverne deles ud.

- Det vil jeg faktisk godt garantere, siger Mai Mercado til TV 2/Fyn.

Den garanti er Kasper Ejsing Olesen skeptisk overfor. Han mener, at historien viser, at det ikke sker.

Han peger på den kommunale medfinansiering af sygehusene. Det skulle være et nulsumsspil, at der blev ændret på nogle kriterier:

- Samtlige kommuner i Region Syddanmark har betalt flere penge ind, men vi kan ikke få at vide, hvor de penge er blevet af.

- Så har jeg rigtig svært ved at tro på deres snak omkring, at de nok skal komme og finansiere det, siger Kasper Ejsing Olesen.

Fakta

Minister garanterer penge til fynske sundhedshuse

 

Oversigt

    Oversigt