Ministerbesøg på Ærø: Borgmesteren havde særligt ét klart budskab

Der var fredag ministerbesøg på Ærø i skikkelse af Indenrigs- og Boligsminister Christian Rabjerg Madsen (S). Her modtog ministeren særligt ét klart budskab fra øens borgmester.

Hvad koster det at tage færgen til Ærø? 

Svaret afhænger af, hvornår du vil afsted med færgen.

For mens to voksne og to børn i bil skal slippe 229 kroner per vej med Ærøfærgerne størstedelen af året, er prisen mere end det dobbelte i sommerperioden. 

Og det er de trætte af på Ærø. 

Derfor havde øens borgmester Peter Hansted (S) særligt fokus på ét punkt på dagsordenen til dagens møde med Indenrigs- og Boligminister, Christian Rabjerg Madsen, samt ø-borgmestrene fra Læsø, Samsø, Fanø og Langeland. 

- For os er 'Landevejsprincippet' det, der hele tiden kommer til at stå og blinke, sagde Peter Hansted efter at have fulgt ministeren til færgen i Ærøskøbing og fortsatte: 

- Det blev indført for nu seks år siden, men gælder ikke hele året. Vi mangler at få højsæsonen med, og det er jo af meget væsentlig betydning for hele øens økonomi. Det var derfor et af de rigtig store punkter for mig i dag. 

quote For os er Landevejsprincippet det, der hele tiden kommer til at stå og blinke.

Peter Hansted, Borgmester, Ærø, Soc.dem.

Det vigtigste punkt

Landevejsprincippet er et princip, der går ud på, at det skal koste det samme at tilbagelægge en given strækning med færge, som det ville koste at køre tilsvarende strækning i bil. 

Og hvis Peter Hansted håbede på, at minister Christian Rabjerg Madsen i løbet af sit besøg ville forstå vigtigheden af princippet for ærøboerne, blev hans ønske tilsyneladende opfyldt. 

- Jeg tager med mig hjem, at man gerne ser, at vi bliver ved med at investere i den færgedrift, som jo er afgørende for øerne, sagde minister Christian Rabjerg Madsen.

- Vi er glade for Landevejsprincippet og bruger et betydeligt millionbeløb hvert år på at sikre billige færger til vores øer, og det er rigtig fornuftigt. Nu har vi lavet en evaluering som viser, at den nedsatte pris, vi kan sejle til til vores øer, faktisk betyder noget. Derfor kommer vi til at tage en drøftelse med de andre partier om, hvad vi gør herfra. Men det er klart, det kræver noget finansiering. 

Ifølge ministeren har man foretaget en evaluering, som viser, at den nedsatte pris, som vi kan sejle til vores øer for, faktisk betyder noget. 

Puffer gerne til en partifælle

Om Landevejsprincippet med tiden kommer til at gælde hele året, må tiden vise. Ærø-borgmester Peter Hansted var dog tilfreds med dagens møde. 

- Der blev lyttet meget og jeg synes, det var meget konstruktiv. Det er klart, og det vidste vi på forhånd, at der blev ikke lovet noget, og ministeren havde ikke en pose penge med. Men det er vores opgave at lægge så meget pres på som muligt, siger han. 

Og det pres agter han at fortsætte: 

- Jeg er først og fremmest borgmester på Ærø, og så må jeg jo godt have lov til at puffe lidt til ministeren, selvom han også er Socialdemokrat. 

Mange turister valfarter til Ærø - og med god grund. Modsat andre feriedestinationer havde Ærø fremgang i antal besøgende gæster i 2020. Øen fik derfor en placering på top-10 over Danmarks største turismekommuner.

Oversigt

    Oversigt