I det fynske folks tjeneste

Motorvejsfest: Minister i gravko starter udvidelse

En minister, et folketingsudvalg og tre borgmestre møder mandag op på en fynsk rasteplads for at markere, at nu begynder udvidelsen af 25 kilometer fynsk motorvej for alvor.

Både en minister, folketingsmedlemmer og borgmestre står klar på en fynsk rasteplads mandag, når udvidelsen af motorvejen begynder. Foto: Morten Grundholm

Om tre et halvt år kan bilisterne på den vestfynske motorvej kører på seks spor helt fra det vestlige Odense til Middelfart. Udvidelsen af de sidste 25 kilometer fra fire til seks spor bliver skudt i gang på mandag. 

Med transportminister Ole Birk Olesen (LA) placeret bag styrepinden på en gravko bliver det første spadestik taget på rastepladsen Kildebjerg i retning mod Nyborg.

Vejdirektoratet kalder arrangementet en "festdag", og derfor er de 29 medlemmer af Folketingets transportudvalg sammen med borgmestrene for Middelfart, Assens og Odense inviteret til at deltage i festlighederne. 

Læs også Nu begynder arbejdet med at udvide Fynske Motorvej

Men selvom der er lagt op til fest på mandag, så har arbejdet reelt været i gang i en måned. 

- Som altid med vores store anlægsprojekter er der en lang og grundig forberedelsesfase, inden vores entreprenør starter op i marken. Nu er planlægningen på plads, og den tiltrængte udbygning af Fynske Motorvej bliver for alvor synlig for trafikanterne, siger Vejdirektoratets projektleder Robin Højen Madsen.

Allerede fra fredag 10. maj går udvidelsen ind i næste fase, når den såkaldte sideudvidelse af vejbanerne begynder. Men trods det omfattende gravearbejde forventer Vejdirektoratet kun begrænsede gener for bilisterne på motorvejen.

Læs også Nu sker der noget: Nyt stykke af Fynske Motorvej får tre spor

- Vi sætter hastighedsgrænsen ned fra 110 kilomter i timen til 80 på en strækning på 12 kilometer. Men vi forventer ikke, at rejsetiden bliver væsentlig forlænget af den grund. Hastigheden for lastbiler og personbiler bliver harmoniseret, og dermed glider trafikken bedre, siger Robin Højen Madsen.

Han tilføjer dog, at trafikafviklingen er sårbar over for uheld på strækningen, hvor der bliver lavet vejarbejde. 

Første etape går fra Odense V til Gribsvad. Det er her, at maskinerne går i jorden først, og etapen er efter planen udvidet til seks spor inden udgangen af 2020.

Anden etape af udbygningen går fra Gribsvad til Nørre Aaby. Her starter anlægsarbejdet efter planen i begyndelsen af 2021 og varer til udgangen af 2022.

Første etape af udvidelsen foregår mellem Odense V og Gribsvad. Foto: Grafik Vejdirektoratet