Minister ind i sag om Åhuset

Kritikken af det odenseanske opholdssted Åhuset er nu blevet en sag på Christiansborg.

Opholdsstedet for omsorgssvigtede børn har oplevet en massiv personaleflugt, og nu ender sagen på socialministerens bord.

Det er det fynske folketingsmedlem og medlem af socialudvalget Julie Skovsby, Soc.dem, der vil have socialminister Karen Ellemann, Venstre, til at redegøre for forholdene på det private opholdssted.

- Når medarbejderne taler om offentligt omsorgssvigt, så bliver vi nødt til som samfund at reagere, siger Julie Skovsby.

Åhuset er et opholdssted med plads til 14 omsorgssvigtede børn.

Forældre og 23 tidligere ansatte beskylder blandt andet institutionens ledelse for at behandle personalet så dårligt, at der konstant er nye voksne omkring børnene.

- Når så mange medarbejdere forlader et sted så er alarmklokker der ringer. Og når så forældre og tidligere medarbejdere står frem så bliver vi nødt til at reagere som samfund, siger Julie Skovsby.

Åhusets leder Stig Jørgensen afviser kritikken fra forældre og de tidligere ansatte. Det kommunale tilsyn holder nu ekstra øje med Åhuset.

Oversigt

    Oversigt