Optræder i OUH-kittel: Minister kalder læges video problematisk

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) kalder det problematisk, når læge iført arbejdskittel med OUH-logo optræder i privat Youtube-video.

Mustapha Itani er speciallæge i hjerne- og nervesygdomme på Odense Universitetshospital. Samtidig er han også regionsrådspolitiker valgt for Venstre.

Mustapha Itani er kommet i modvind, efter han i Youtube-videoer har rådgivet om, hvordan muslimer skal gebærde sig under ramadanen. Årsagen til kritikken er, at han har gjort det iført sin lægekittel fra Odense Universitetshospital.

Folketingsmedlem Liselott Blixt (DF) har rejst sagen over for sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S).

I svaret skriver ministeren:

- Først og fremmest vil jeg gerne understrege, at læger – ligesom alle andre borgere – har ytrings- og religionsfrihed.

Kalder video problematisk

Magnus Heunicke vil ikke udtale sig om den konkrete sag om Mustapha Itani, da han kun kender den gennem medieomtale.

- Når det er sagt, har læger som sundhedspersoner efter autorisationsloven en forpligtelse til at udvise omhu og samvittighedsfuldhed ved udøvelsen af deres virksomhed. Her er det vigtigt, at der er tillid til vores lægers faglighed og neutralitet i mødet med og behandlingen af patienter.

- Derfor synes jeg, at det bliver problematisk, hvis en læge fremstår som repræsentant for sin arbejdsplads, selvom lægen udtaler sig offentligt i privat øjemed. Jeg kan kun understrege vigtigheden af, at det skal fremstå helt klart, hvilken kasket lægen har på, når han eller hun udtaler sig, og at det er et individuelt ansvar at sikre, at der ikke opstår signalforvirring.

I en mail til Avisen Danmark har Mustapha Itani tidligere beklaget, at han har optrådt i sin uniform med Region Syddanmarks logo.

Magnus Heunicke skriver videre:

- Jeg har herigennem kunnet konstatere, at Region Syddanmark i øjeblikket er i gang med at behandle sagen, og jeg har fuld tillid til deres håndtering heraf.

Oversigt

    Oversigt