I det fynske folks tjeneste

Minister og DF vil skærpe regler for friskoler

Undervisningsministeren og Dansk Folkeparti vil stramme reglerne for friskoler efter en række sager

Foto: Ole Holbech

Undervisningsminister Merete Riisager, LA, og Dansk Folkepartis skoleordfører Alex Ahrendtsen vil stramme reglerne for friskoler.

Ønsket om stramningerne kommer efter de seneste sager omkring muslimske friskoler. Senest har Styrelsen for Undervisning og Kvalitet under Undervisningsministeriet besluttet at fratage Al-Salam Skolen i Odense deres statstilskud.

- Sagerne viser, at der er et  behov for en stramning af reglerne for oprettelse af nye frie grundskoler, samt indførelse af nye redskaber og sanktioner i forbindelse med tilsynet med skolerne, oplyser ministeren og DF til TV 2/Fyn.

Undervisningsminister Merete Riisager har nu sammen med Dansk Folkeparti fremlagt otte forslag, som skærper friskoleloven.

Læs også Endegyldigt: Al-Salam Skolen mister statens støtte

Indkalder til forhandlinger

Undervisningsministeren har indkaldt til forhandlinger i denne uge med henblik på at lave en politisk aftale om en styrkelse af tilsynet med de frie grundskoler.

Ministeren og DF har fremlagt otte forslag, som skal indgå i forhandlingerne.

Forslagene rækker lige fra strammere regler for oprettelse af en friskole til forbud mod anonyme donationer til oprettelse af en whistleblower-ordning.

Ministeren og DF foreslår følgende otte stramninger:

Skærpede krav til dokumentation ved oprettelse af nye frie grundskoler
  1. Ny godkendelsesprocedure for nyoprettede frie grundskoler, herunder vurdering af personkreds og lokaler
Styrkelse af tilsynet med nye redskaber og sanktioner
  1. Mulighed for afgørelse om, at skolen ikke længere kan være en fri grundskole, uden at skolen har været placeret under skærpet tilsyn
  2. Generel styrkelse af tilsynet med kravet om uafhængighed
  3. Styrkelse af tilsynet med skolers leje af bygninger
  4. Forbud mod anonyme donationer til frie grundskoler
  5. Undersøgelse af mulighed for udelukkelse af visse personer fra at virke på en fri grundskole i en tidsbegrænset periode
  6. Større gennemsigtighed med skolekredsen
  7. Whistleblower-ordning
Kilde: Undervisningsministeriet