Minister parkerer nødsporsløsning på den fynske motorvej

Nødsporet på den fynske motorvej bliver ikke taget i brug foreløbigt, siger transportminister, Ole Birk Olesen (LA).

I dag svarer transportminister Ole Birk Olesen (LA) på, om bilister på den fynske motorvej i myldretiden fremover må trille ud og anvende nødsporet mellem Nr. Aaby og Odense Vest som et tredje spor på strækningen.

- Mener ministeren i lighed med sin forgænger, at nødsporet på den fynske motorvej mellem Nr. Aaby og Odense Vest i 2017 bør tages i brug som en midlertidig løsning, indtil der etableres et tredje spor som svar på de trafikale udfordringer i det område, spørger socialdemokraternes Erik Christensen i Folketingssalen onsdag eftermiddag.

Spørgsmålet bliver stillet, efter TV 2/FYN i sidste uge fortalte om en grisetransportulykke, der lukkede motorvejen i fem timer. Den ulykke kostede transportbranchen 10 millioner kroner.

Bilister skal dog ikke regne med, at nødsporet bliver taget i brug over den fynske motorvej foreløbig.

- Der er ingen tvivl om, at motorvejen over Vestfyn er trafikalt belastet, men det er jo ikke kun på den fynske motorvej, at vognmænd kan lave beregninger på, hvor meget de vil spare, hvis trafikken flød bedre, siger ministeren.

- Jeg er enig i, at både midlertidige og permanente løsninger bør komme så tidligt som muligt, men det kan altså ikke komme, før vi har fundet pengene. Vi er nødt til at afvente, indtil pengene er der.

Ifølge transportministeren vil det koste 227 millioner kroner at klargøre nødsporet til et tredjespor, og de pengene findes altså ikke endnu. 

- Løsninger på den fynske motorvej skal igangsættes på et tidspunkt, hvor der er penge til det, siger Ole Birk Olesen.

Se alle transportministerens svar til Erik Christensen her

 

Oversigt

    Oversigt