Minister skal undersøge Rock Under Broen

Arrangørerne af Rock Under Broen i Middelfart beder nu Justitsministeren kigge nærmere på sagen om et omstridt \"after party\" i forbindelse med musikfestivalen den 11. juni.

-

Arrangørerne af Rock Under Broen i Middelfart beder nu Justitsministeren kigge nærmere på sagen om et omstridt \"after party\" i forbindelse med musikfestivalen den 11. juni.

Den 12. maj gav politimesteren i Middelfart arrangørerne lov til at holde en ekstra koncert med to bands, når festivalen var slut. Dette \"after party\" ville begynde ved midnatstid og slutte klokken kvart i to.

Det fik flere af festivalens naboer til at klage over dispensationen, som politimesteren derfor tre dage senere trak tilbage. Politimesteren erkendte, at støjniveauet var for højt til, at det ville være lovligt at gennemføre ekstra-koncerten først på natten.
- Det er amatøragtigt, siger Bent Frandsen, der er formand for Rock Under Broen, til TV 2/FYN.

Han vil nu bede Justitsministeriet se på sagen og få deres vurdering.
- Vi vil klage over politimesterens embedsførelse. Han kan ikke bare give en dispensation og så trække den tilbage igen. Det må han i følge vores advokat ikke gøre, forklarer Bent Frandsen over for TV 2/FYN.

Hvis koncertens \"after party\" er nødt til at blive aflyst, vil Rock Under Broen tabe mellem 300-400.000 kroner.

Oversigt

    Oversigt