Minister strammer krav efter kapring af Danica White

Økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen (K) strammer kravene til skibe i piratfyldte farvande. Det sker efter kapringen af Danica White.

Kaptajnerne på danske handelsskibe skal fremover tænke sig grundigt om, inden de sejler ind i piratfyldte farvande. Skibets størrelse og fart skal indgå i trusselsbilledet, og der skal indarbejdes klare procedurer og rutiner i besætningen for, hvordan et sørøverangreb skal håndteres.

Overtrædelse af et sæt nye og stramme sikkerhedsregler vil kunne straffes med fængsel eller bøde.

Det fremgår af et lovudspil fra økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen (K). De nye regler kommer efter kapringen af det danske fragtskib Danica White i 2007, der med sin fem mand store danske besætning var sørøvernes gidsler i 83 dage ud for Somalias kyst.

De nye regler lukker de store huller i sikkerheden, som øfartsstyrelsens Opklaringsenhed påpegede i sin rapport over, hvad der skete forud og under kapringen af Danica White fra rederiet H. Folmer og Co.

Sørøverne gik lige om bord i skibet uden at være blevet opdaget.

Bendt Bendtsen tøvede ikke med at varsle nye forholdsregler, som danske skibsredere skal træffe, når de sejler i risikozoner.

Vicedirektør i Søfartsstyrelsen Birgit Sølling Olsen siger, at alle procedurer ved sørøveri skal indarbejdes i skibene og deres besætninger.

- Det skal ganske enkelt være rutine i besætningen. De skal vide præcist, hvad de skal foretage sig, hvis de kommer ud for sørøvere. Samtidig skal skibets størrelse, udrustning og hastighed indgå i vurderingen af trusselsbilledet, inden skibene sejler ind i farlige områder, siger Birgit Sølling Olsen til Ritzau.

Den stramning kommer, fordi Danica White har et lavt fribord, der gjorde, at sørøverne kunne gå lige om bord. Skibet kunne ikke sejle en fart på mere end seks knob, mens sørøvernes små motorbåde sejlede mere end dobbelt så stærkt, og derfor nemt kunne indhente det danske fragtskib i Det Indiske Ocean den 1. juli sidste år.

Rederier og kaptajner skal udarbejde procedurer, der tager afsæt i anbefalingerne og fra FN's Internationale Maritime Organisation (IMO) om sejlads i piratfyldte farvande.

Skibets radar skal afsøge farvandet hele horisonten rundt og der skal
være projektører om bord. Endvidere skal kaptajnen sørge for vedvarende udkig til assistance for den vagthavende navigatør på broen døgnet rundt. Også dette forhold var ikke i orden på Danica White, der ikke havde ekstra udkig, som i tide kunne have opdaget sørøverne, så skibet kunne slå alarm via piratknappen. Det skete ikke. Samtidig skal skibets maskinrum og anden aptering være aflåst.

Lovudkastet er frem til 25. januar i høring hos rederierne og søfartens faglige organisationer, og de skal træde i kraft i løbet af 2008.

Rederierne skal have mulighed for at indrette sig efter de nye kærpede krav. Overtrædelse af dem kan straffes med bøde eller fængsel i et år. Fængselsstraffen kan dog stige til to år, hvis der ved en overtrædelse af reglerne er sket skade på liv eller helbred hos besætningen.

Oversigt

    Oversigt