I det fynske folks tjeneste

Minister: Trafikmilliarder vil skabe mobilitet og vækst

De øgede investeringer i trafikale løsninger skal skabe arbejdspladser og ligger i forlængelse af togfonden.

De øgede investeringer i trafikale løsninger skal skabe arbejdspladser og ligger i forlængelse af togfonden.

Den række af store trafikprojekter, som trafikforligskredsen blev enige om torsdag, skal være med til at løfte Danmark ud af krisen.

Transportminister Henrik Dam Kristensen (S) mener således, at aftalen til en samlet værdi på cirka 10 milliarder kroner lægger sig naturligt i forlængelse af regeringens øvrige politik, der i øjeblikket har fokus på vækst og jobskabelse.

- I et land som Danmark er det helt afgørende, at du har mobilitet. Det er med til at skabe yderligere muligheder for vækst og dermed arbejdspladser.

- Når det gælder mobilitet, er der to ting i det. Når du skal bygge, er der beskæftigelse i det, og bagefter, når du har bygget, så giver det nye muligheder for at skabe regional og lokal vækst, siger Henrik Dam Kristensen til Ritzau.

Aftalen indeholder blandt andet en ny Storstrømsbro samt finansieringen af en vestjyske motorvej mellem Holstebro og Herning.

Derudover er der penge til en ny, brugerfinansieret fjordforbindelse ved Frederikssund, udbygning af Køge Bugt Motorvejen mellem Greve og Køge samt et nyt tilslutningsanlæg til det kommende sygehus i Odense.

- Det er en række projekter, som vil forbedre hverdagen for rigtig mange mennesker, siger Henrik Dam Kristensen.

De netop vedtagne trafikinvesteringer kommer i forlængelse af den såkaldte togfond, som skal elektrificere jernbanenettet og indføre den såkaldt timemodel mellem de store byer.

De 27 milliarder hertil kommer fra en ændret beskatning af de selskaber, som henter olie og naturgas op af Nordsøen.

Henrik Dam Kristensen mener, at de to planer "supplerer hinanden rigtig godt".

- Jeg er meget glad for togplanen, som vil betyde fuldstændig nye muligheder for tusindvis af mennesker hver dag og give dem et reelt alternativ, som de ikke har i dag.

- Men der er fortsat også nogle, som har brug for at bruge bilen, og de skal også have mulighed for at kunne komme frem og tilbage. Så det går fint hånd i hånd, siger han.

Ved du noget? Så send os et tip