Minister vil give orlov til borgmestre

Efter at regionsformand Carl Holst (V) har aflyst sin forældreorlov, vil velfærdsministeren se på lovgivningen.

Den syddanske regionsformand, Carl Holst (V), skal næppe regne med, at hans tre måneder lange forældreorlov fra januar bliver til noget. Men måske vil det lykkes for ham længere ude i fremtiden, for nu går velfærdsminister Karen Jespersen (V) ind i sagen.

- Vi vil have løst problemet hurtigst muligt, og jeg har allerede sat ministeriet i gang med at få klarlagt lovgivningen, siger Karen Jespersen til Ritzau.

Problemet er opstået, efter at Carl Holst mandag aflyste en planlagt forældreorlov, fordi lovgivningen ikke tillader fuldtidspolitikere at tage orlov - noget som ellers gør sig gældende for alle andre.

Regionsrådsformanden glæder sig over, at hans sag kan være med til at ændre reglerne.

Der er allerede bred opbakning i Folketinget til en lovændring.

Oversigt

    Oversigt